Nelly lagt for had for Donald Trump-optræden: Nu svarer han benhårdt igen
LÆS OGSÅ: Nelly kommer til Danmark: Tager flere gæster med
Til maj kan danske fans se frem til at opleve hitmageren Nelly, når han indtager Royal Arena i København, men inden da har den 50-årige rapper en anden og helt særlig koncert at give.
"Hot In Herre"-stjernen har nemlig fået fornøjelsen af at skulle optræde, når Donald Trump indsættes som den 47. præsident af USA.
Men det er altså ikke alle Nellys fans, der er glade for, at han har sagt ja til at give lige netop den koncert, og den krasse kritik har nu fået stjernen til at svare igen.
- Jeg troede, I holdt med mig, fordi jeg repræsenterer min by og prøver at løfte den på alle måder. Jeg vidste ikke, at I holdt med mig, fordi I troede, jeg ville støtte den, du stemte på. Det vidste jeg ikke, siger Nelly i et interview på Willie D Live.
- Jeg vidste ikke, at jeg skulle være enig i jeres politiske valg, og jeg troede, det var det, man gør, ikke det, man siger, der betyder noget. Hvis du følger, hvad jeg gør, burde det her slet ikke være en diskussion. Han er præsidenten. Han vandt. Det her er ikke en kampagne, det er ikke en RNC. Jeg er ikke ude på en politisk kampagne.
Nelly slår desuden fast, at han ikke har sagt ja til koncertopgaven, fordi han mangler noget på kistebunden.
- Jeg gør det ikke for pengene; jeg gør det, fordi det er en ære. Jeg respekterer embedet. Det betyder ikke noget, hvem der sidder i embedet.
- På samme måde som vores mænd og kvinder, vores brødre og søstre, der beskytter dette land, må gå i krig og sætte deres liv på spil for hvem end, der sidder i embedet. Så hvis de kan sætte deres liv på spil, kan jeg fandme godt optræde.
Og så slutter han lige med en opsang til alle dem, der brokker sig over, at Donald Trump endnu en gang er blevet valgt som USAs præsident.
- Mere end halvdelen af dette land stemte på Trump. Hvis du respekterer processen, når den går din vej, skal du respektere processen, når den ikke går din vej.