Obamas halvbror jubler over Donald Trump som præsident
Det er ikke alle i Barack Obamas familie, der er chokerede og triste over nattens vilde valggyser, der som bekendt endte med, at USA's næste præsident hedder Donald Trump.
Barack Obamas halvbror, Malik Obama, har i nattens løb skrevet flere opdateringer på sin Twitter-profil, hvor han hylder USA’s næste præsident, der altså er den 70-årige mangemillionær og forretningsmand Donald Trump.
- De sømmede ham fast til korset, hang ham til tørre og slog ham i jorden, men Hr. Trump viste dem, at han er benhård! Wow, skriver Malik Obama blandt andet på sin Twitter-profil natten til onsdag dansk tid.
- Gud velsigne Trump, lyder en anden opdatering.
- Lyt til Trump, og du vil forstå, lyder en tredje Twitter-opdatering fra Barack Obamas halvbror.
De mange positive Trump-meldinger fra Malik Obama skyldes dog hverken sarkasme – Barack Obamas halvbror, der er amerikansk statsborger, erklærede sin støtte til Donald Trump tidligere på året.
Dengang begrundede Malik Obama sin støtte til Donald Trump med, at demokraternes kandidat, Hillary Clinton, var både ”en skurk” og ”korrupt”. Desuden roste han også 70-årige Donald Trump for at være en særdeles god forretningsmand, der var den rette til at bringe USA på rette kurs igen.
Barack Obamas halvbror fotograferet til en Donald Trump-støttefest tidligere på året. Foto: All Over
Det er ingen hemmelighed, at der længe har været kold luft mellem Barack Obama og halvbroren Malik Obama.
Malik Obama har tidligere udtalt, at han er utilfreds med, at hans bror ikke har vist mere interesse for familien i Kenya.