Ozzy Osbourne donerer kæmpebeløb til børn
Det hårdtslående guitarriff fra hans "Crazy Train" får mildest talt en lidt anden lyd, når det bliver spillet på slagtøjsinstrumenter af 60 børn mellem syv og 14 år.
Men Ozzy Osbourne var alligevel så imponeret over børnegruppen Louisville Leopard Percussionists' version af hans heavyhit fra 1980, at han har doneret en formue til gruppen.
Det skriver Rolling Stone.
- Jeg, min familie og mine fans elsker jeres version af "Crazy Train". Godt arbejde, bliv ved med det! skrev rockstjernen i et brev til de unge musikere, og med brevet fulgte en check på 10.000 dollar, hvilket svarer til godt 65.000 kroner.
Selve covernummeret blev allerede i 2012 lagt ud på YouTube, og over 800.000 mennesker nåede således at se videoen, inden Osbourne selv faldt over den.
Louisville Leopard Percussionists har tidligere lavet covernumre af blandt andet Led Zeppelin, og her høstede de ligeledes ros fra bandets guitarist Jimmy Page.
Hør "Crazy Train"-coveret her.
Og den originale version her.