"Peaky Blinders" får to sæsoner mere
Sæson fem af "Peaky Blinders" har endnu ikke haft premiere, men allerede nu er der gode nyheder.
Den populære britiske TV-serie får nemlig yderligere en sæson seks og syv.
Det skriver DailyMail.
Det er seriens hovedforfatter Steven Knight, der bekræfter, at der er mere "Peaky Blinders" på vej.
- Vi kommer helt sikkert til at lave en sæson seks, og sikkert også en syvende. Vi har talt med Cillian Murphy(hovedrollenindehaveren, red.), og han er helt klar på det. Det er resten af castet også, fortæller Steven Knight ifølge DailyMail.
Steven Knight har tidligere fortalt til DigitalSpy, det ikke var sikkert, at der ville komme flere sæsoner.
- Hver gang vi laver seks afsnit, så er spørgsmålet, om man kan afslutte historien i seks afsnit? Eller om man har brug for seks afsnit mere? Hvis der ikke er brug for en sæson seks, så kommer der ikke en sæson seks, har han fortalt.
Konklusionen må altså være, at "Peaky Blinders" har brug for en sæson seks.