Hollywood20. oktober 2017

Politiet efterforsker påstand mod Harvey Weinstein om overgreb

En efterforskning af et påstået seksuelt overgreb begået af Harvey Weinstein i 2013 er i gang, oplyser politi.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/harvey_weinstein.jpg
 (Foto: All Over)

Politiet i Los Angeles har indledt en efterforskning af beskyldninger om et seksuelt overgreb begået af filmproducenten Harvey Weinstein i 2013.

Det oplyser afdelingen for røveri og drab ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

- Afdelingen for røveri og drab under Los Angeles Police har talt med et potentielt offer for et seksuelt overgreb, som involverer Harvey Weinstein, og som angiveligt fandt sted i 2013.

- Sagen er under efterforskning, siger politibetjent Drake Madison ifølge nyhedsbureauet AFP.

Politiet giver ikke yderligere oplysninger om, hvem der står bag påstanden, eller hvor overgrebet skulle have fundet sted.

Imens skriver flere amerikanske medier, at der er tale om en italiensk model og skuespillerinde.

Los Angeles Times skriver, at politiet talte med kvinden i mere end to timer torsdag om det påståede overgreb, som angiveligt fandt sted på et hotel.

Harvey Weinstein nægter sig skyldig i påstanden om seksuelt overgreb gennem sin talskvinde, Sallie Hofmeister.

- Mr. Weinstein kan naturligvis ikke drøfte anonyme påstande, men han benægter utvetydigt påstande om sex, der ikke har været frivilligt, skriver talskvinden i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sponsoreret indhold