Hollywood9. marts 2018
Prinsesse Madeleine er blevet mor igen
Prinsesse Madeleine fødte natten til fredag en lille pige
Af Piet Baunø
Foto: Aller Media
Så er der igen små trippende babyfødder i det svenske kongehus. Prinsesse Madeleine og Chris O'Neill har fået deres tredje barn. Parret har fået en lille datter. Madeleine fødte i nat. - Såvel mor som barn har det godt, meddeler det svenske kongehus på sin hjemmeside. Den lille pige kom til verden klokken 00.41 natten til fredag. Det nye medlem af den kongelige familie blev født på Danderyd Sygehus. Og skal vi lige komme det obligatoriske spørgsmål i møde, oplyses det, at den lille pige vejede 3.465 gram og er 50 centimeter lang. Chris O'Neill var med ved Madeleines side under hele fødslen, som forløb helt som planlagt. - Vi er meget glade for familieforøgelsen, og Leonore og Nicolas ser meget frem til at møde deres nye lillesøster, siger Chris O'Neill i en pressemeddelelse med henvisnig til parrets to børn. – Prinsesse Madeleine og barnet har det godt, og alle er lykkelige over det lille ny familiemedlem, siger hoffets informationschef Margareta Thorgren til Aftonbladet. I forhold til da parrets to andre børn blev født bliver der denne gang ikke afholdt en officiel pressekonference. – Sådan har vi valgt at gørte det denne gang af hensyn til diverse tidsplaner etc., siger Margareta Thorgren. Prinsesse Madeleine og Chris O'Neill bor i London, men oplyste tidligt i februar, at Madeleine ville komme 'hjem' til Sverige for at føde. Prinsesse Leonore på fire år blev født i New York, da parret boede der. Toårige prins Nicolas blev født i Stockholm umiddelbart inden familien flyttede til London. Madeleines forældre kong Carl Gustaf og dronning Silvia har siden søndag været på skiferie iKlosters i Schweiz. Det var oprindelig deres planer at blive til midten af marts, men nu afbryder de ferien og vender hjem for at se deres 7. barnebarn.