R Kelly kæmper mod rygter om sex-kult
Den 50-årige amerikanske sanger R Kelly må endnu en gang se sig anklaget i en alvorlig sex-sag.
"I believe I can Fly"-musikeren bliver nemlig på nyhedssiden BuzzFeed anklaget for at have indespærret en håndfuld kvinder i alderen 18 til 31 år og har hjernevasket dem til at være en del af en sex-kult, som Kelly styrer med hård hånd. Anklagen kommer fra en af pigernes forældre, som har mistet kontakten til datteren, efter hun har mødt den kendte sanger.
R Kelly - eller Robert Kelly, som han egentlig hedder - afviser alle beskyldningerne imod ham.
- Tro mig, det er noget vrøvl, slår han fast i en video på Twitter, hvor han også understreger, at han fortsætter sin turne på den amerikanske østkyst, mens hans pr-agent har en anden måde at sige det på:
- Mr. Robert Kelly er foruroliget over beskyldningerne imod ham. Mr. Kelly benægter utvetydigt sådanne beskyldninger og vil arbejde flittigt og forfølge sine anklagere og rense sit navn, lyder det fra Trevian Kutti til Page Six.
Datteren til den far, som er gået til medierne med sine beskyldninger, har reageret i en video, som TMZ har offentliggjort.
- Jeg er glad, hvor jeg er og med de mennesker, jeg omgiver mig med, forklarer den unge kvinde, der tigger sin far om at holde op med at genere hende og R Kelly.
Mange tidligere anklager
Beskyldningerne mod Kelly har allerede kostet sangeren på popularitetsbarometeret. Fire af hans kommende koncerter er blevet aflyst på grund af dårligt billetsalg.
Det er ikke første gang, at manden med den bløde stemme oplever hård modvind. Han er tidligere blevet dømt for vold, og i 1998 indgik han et forlig med en kvinde, der anklagede ham for at have haft sex med hende, da han var 24 og hun bare 15 år - hvilket er ulovligt i Illinois. Hun fik 250.000 dollars i forliget.
Det skabte også vrede, da sangeren giftede sig med den bare 15-årige kollega Aaliyah i 1994 - et ægteskab, der kort efter blev annulleret, da brudens forældre fik nys om det.
I 2002 blev Kelly igen beskyldt for at have fingrene lidt for tæt på for unge piger. Angiveligt skulle han have optaget sig selv have urinsex med en mindreårig, men efter en langstrakt retssag blev han renset for alle anklagerne.
Indtil videre er der da heller ikke beviser for, at de nye beskyldninger mod R Kelly er sande.