Hollywood31. maj 2018

Robbie Williams i nabokrig med verdensstjerne

Robbie Williams er havnet i en nabokrig med Led Zeppelin-guitaristen Jimmy Page
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/robbie-williams-30052018.jpg
 Foto: All Over Press
I det blå ringhjørne har vi den 44-årige, 1,85 meter høje, kraftigt byggede poplegende Robbie Williams. I det røde ringhjørne har vi den 74-årige, 1,80 meter høje, men noget mindre muskuløse rocklegende Jimmy Page fra Led Zeppelin.
Sådan kunne det lyde, hvis det var præsentationen af kombattanterne før første omgang i en boksekamp. Det er det nu ikke, men den stenrige popstjerne Robbie Williams og den 30 år ældre men lige så velhavende rockstjerne Jimmy Page udkæmper alligevel lige nu et benhårdt slagsmål - ikke på næver, men en kamp på jura og ord i en byrådssal i London. De to er nemlig havnet i en regulær nabostrid i det vestlige London. Her har Jimmy Page siden 1972 boet i et gotisk-inspireret byhus, der er kategoriseret som bevaringsværdigt, og som nyder en særlig beskyttelse hos myndighederne. Huset indeholder historiske malerier, dekorationer og kalkmalerier malet direkte på indersiden af husets mure.
https://imgix.seoghoer.dk/page-hus.jpg

Jimmy Pages gotisk-inspirerede byhus i det vestlige London. (Foto: All Over Press)

Men for fem år siden i 2013 købte Robbie Williams og hans 39-årige hustru Ayda Field nabohuset, og fra da af har fanden været løs mellem pop-drengen og rock-guitaristen.
https://imgix.seoghoer.dk/robbie-hus.jpg

Robbie Williams' hus, hvorunder han nu ønsker at etablere en gigantisk kælder. (Foto: All Over Press)

Straks efter at de var flyttet ind, ansøgte Robbie Williams og frue myndighederne om lov til at foretage en større renovering af deres hus, hvilket fik Jimmy Page til at ryge gennem taget, da han fik nys om planerne, som han vedholdende har bekæmpet. - Det er min pligt at være husets beskytter, sagde Jimmy Page tirsdag ved et møde i det lokale byråd, hvor byggesagen var på dagsordenen. Stridspunkterne har været mange gennem årene, og Led Zeppelin-guitaristen har tidligere hævdet, at ombygning af Robbie Williams' hus kunne forårsage vibrationer, der vil kunne skade hans eget hus. Og Robbie Williams har hidtil kun fået lov til at lave mindre ændringer på sit hus. Det nyeste stridspunkt er Robbie Wiliams' ønske om at opføre en gigantisk kælder med underjordisk pool og fitnesscenter under sit 130 millioner kroner dyre hus. Jimmy Page mener, at hans rigt udsmykkede hus med de historiske malerier og kalkmalerier direkte på pudset vil blive ødelagt, hvis Robbie Williams bygger den super-kælder, han ønsker. På mødet i Kensington Town Hall tirsdag sagde rockmusikeren: - Jeg er mødt frem her for at appellere til jer om at tage de nødvendige forholdsregler for at beskytte mit hus mod at blive beskadiget, sagde Page. Og det var Jimmy Page, der trak sig sejrrigt ud af tirsdagens omgang.
https://imgix.seoghoer.dk/jimmy-smil.jpg

Jimmy Page havde grund til smil efter tirsdagens byrådsmøde. (Foto: All Over Press)

Under mødet blev det besluttet, at der skal etableres juridiske garantier for, at der vil ske en konstant overvågning af vibrationsniveauer og bevægelser i jorden, før Robbie Williams får lov til at indlede sin udgravning og byggeri. Samtidig blev det besluttet, at der skal gælde særlige vilkår for Robbie Williams' kælder-byggeri, såsom at myndighederrne kan pålægge hans håndværkere alene at benytte håndværktøj. Robbie Williams var ikke selv mødt op, da byrådet traf deres beslutninger tirsdag. Han har tidligere måtte undskylde over for Jimm Page, fordi han offentligt havde udtalt at Jimmy Pages adfærd i nabostriden var en 'psykisk sygdom'.

Sponsoreret indhold