Scarlett Johansson viser kæresten frem
Scarlett Johansson, 32, viste forleden sin kæreste frem, da de sammen var til American Museum of Natural History Gala i New York City. Parret gik ikke sammen på den røde løber, men stillede gladeligt op til foto sammen inde til festen.
Manden i hendes liv hedder Colin Jost, 35, og han er medvirkende i TV-programmet "Saturday Night Live".
Ifølge magasinet People blev parret for første gang set sammen i maj, da de kyssede til en "Saturday Night Live"-efterfest. Siden da er parret blev set sammen adskillige gange.
I september satte Colin Jost ord på sit forhold til skønheden, der er halvt dansk.
- Hun er ret cool... det er svært at have noget at klage over, hun er fantastisk, udtalte han på den røde løber til dette års Emmy Awards.
- Jeg er meget glad. Jeg føler mig meget heldig, tilføjede en forelsket Colin Jost.
Artiklen fortsætter under billedet.
Scarlett Johansson og Colin Jost kysser på gaden i New York City den 19. november 2017. Foto: All Over Press.
I januar i år kom det frem, at Scarlett Johansson efter to års ægteskab ville skilles fra den franske journalist Romain Dauriac. Parret blev endeligt skilt i september efter at have været uenige om, hvordan de skulle fordele tiden med deres datter, Rose Dorothy på tre år.
Men nu har den smukke skuespiller fundet en ny mand i sit liv.
- De er meget forelskede. Det er seriøst, afslører en af Josts venner til People.
- De respekterer hinandens karrierer og støtter hinanden. De er meget søde sammen, lyder roserne yderligere om parret.
- Scarlett elsker at være forelsket og har slet ikke ændret sig på det område. Colin er god for hende, fordi hun kan lide kloge mænd, specielt forfatter-typer, lyder det fra en anden kilde.
- Hun er en meget klog pige og leder altid efter det perfekte match, tilføjer insideren.
Scarlett Johansson var i to år gift med skuespilleren Ryan Reynolds, men de blev skilt i 2010. Han er i dag gift med skuespilleren Blake Lively.