Hollywood9. oktober 2024

Sean Diddy Combs tigger igen om at blive løsladt fra fængslet

Den amerikanske stjerne Sean Diddy Combs er ramt af en række massive anklager, der har sikret ham en varetægtsfængsling, som han meget gerne vil slippe for
Sean Diddy Combs beder endnu en gang retten om at slippe ud af varetægtsfængslingen.
Sean Diddy Combs beder endnu en gang retten om at slippe ud af varetægtsfængslingen.
 Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: 120 nye ofre står frem mod P. Diddy: 9-årig udsat for seksuelle overgreb

Den skandaleramte rapper Sean Diddy Combs bryder sig åbenbart ikke om at sidde bag tremmer.

Dokumenter viser nemlig, at den 54-årige stjerne endnu en gang forsøger sig med at bede retten om at blive løsladt mod kaution.

Det skriver Page Six, der kan fortælle, at Diddys advokater anmoder om hans øjeblikkelige løsladelse under "passende kautionsbetingelser".

Advokaterne argumenterer blandt andet for påstået utilstrækkeligt bevismateriale for tilbageholdelsen samt påståede juridiske fejl i forbindelse med rettens beslutning om at tidligere at nægte Diddy løsladelse mod kaution.

Hip-hop-stjernen har tidligere meddelt, at han var villig til at betale op til 50 millioner dollars i kaution og tilbød sin 48 millioner dollars dyre villa i Miami samt sin mors hus som økonomisk sikkerhed.

I alt er P. Diddy oppe imod 12 søgsmål, hvor han har nægtet sig skyldig i alle anklager. Kun én af sagerne har han indgået forlig i, hvilket vil sige, at han på nuværende tidspunkt har 11 andre søgsmål hængende over hovedet.

Helt konkret blev P. Diddy anholdt af amerikansk politi den 16. september i New York – mere præcist i Manhatten – hvor han befandt sig på Park Hyatt New York hotel.

Dagen efter anholdelsen blev Combs, der er far til syv, sigtet for menneskehandel med henblik på prostitution. Allerede seks måneder inden anholdelsen fandt sted, ransagede politiet hans hjem i henholdsvis Los Angeles og Miami.

Det tog altså politiet seks måneder at samle beviser nok til at anholde den omdiskuterede amerikanske rapper.

Ifølge hans advokat Marc Agnifilo har Sean "Diddy" Combs dog ingenting at skjule, da han har erklæret sig uskyldig.

Det er heller ikke mange dage siden, at hele 120 personer stod frem med nye anklager og søgsmål mod Diddy.

Han er flere gange blevet nægtet kaution og sidder således varetægtsfængslet i det berygtede Metropolitan Detention Centre, hvor blandt andre Jeffrey Epstein sad inden sin død.

Skulle det ske, at Diddy bliver fundet skyldig, så kan han se frem til mindst 15 års fængsel.

Sponsoreret indhold