Hollywood9. oktober 2015

Selena Gomez i kemobehandling

Selena Gomez fortæller, at hun satte sin karriere på pause for at gennemgå kemobehandling for nyresygdommen lupus.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/21.22952810.jpg
 All Over

Det har længe floreret med rygter om, hvorfor Disney-stjernen og sangerinden Selena Gomez satte sin karriere på standby, på et tidspunkt hvor den i den grad tog fart. Nu tager hun selv bladet fra munden i et opsigtsvækkende interview med Billboard.

- Jeg blev diagnosticeret med lupus, og jeg har været gennem kemoterapi. Det var derfor, jeg tog en pause. Jeg kunne have fået et slagtilfælde, fortæller stjernen om den hårde periode.

Lupus er en sygdom, hvor kroppens immunsystem af ukendte årsager angriber raskt væv. Sygdommen kan ikke kureres, men den kan behandles for at holde de værste symptomer nede.

Den unge multikunstner, der havde sin første store filmrolle i filmen "Spy Kids 3D: Game Over", fortæller i interviewet, hvor frustrerende det var at sidde på sidelinjen, mens sladderpressen spekulerede i, om hun var i behandling for stofafhængighed - et rygte som Gomez hele tiden har benægtet selv.

- Jeg ville så gerne sige "I ved ingenting. Jeg er i kemoterapi, og i er nogle røvhuller. Jeg låste mig selv inde, indtil jeg var selvsikker og tryg igen", fortæller den 23-årige stjerne.

Gomez har dog kunnet bruge sin vrede til noget konstruktivt, og hun fortæller, at hun har kanaliseret alle sine indestængte frustrationer ind i musikken på hendes nye album "Revival", der udkommer i morgen.

- Jeg er så forbandet sød overfor alle, og alle er så modbydelige overfor mig. Jeg har arbejdet, siden jeg var 7 år. Jeg har været UNICEF-ambassadør, siden jeg var 17. Det er så skuffende, at jeg er endt som en tabloid-historie. Hadet motiverede mig, slår Selena Gomez fast.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold