Shia LaBeouf: Smaskforelsket i Megan Fox
De spiller sammen i den biografaktuelle "Transformers 2". Men hvis det stod til Shia LaBeouf, ville han også se mere til Megan Fox, der netop er blevet kåret til jordens mest sexede kvinde, uden for filmoptagelserne.
- Hun er en meget attraktiv pige, og jeg er en 23-årig singlefyr. Det ville give meget mening, hvis vi var sammen. Men det er udelukkende et professionelt forhold, uanset hvad mine ønsker og forventninger måtte være, fortæller en skuffet LaBeouf om sin jævnaldrende kollega.
Megan Fox har netop fundet sammen med sin tidligere kæreste, den 32-årige "Beverly Hills"-skuespiller Brian Austin Green, men har tidligere fortalt om, hvor stor en fan hun er af Shia, og hvor meget hun holder af ham.
- Vi har bare en rigtig god kemi. Jeg nyder at være sammen med ham, og jeg nyder hans personlighed. Jeg vil elske ham til døden, for det er, som om vi har et helt specielt bånd, lidt ligesom en bror og en søster har. Det nyder vi begge meget.
Måske skulle de 2 "søskende" tage at få sig en snak om, hvad det helt konkret er, de betyder for hinanden.