Hollywood18. februar 2025

Skuespilleren Julianne Moore i chok: Hendes bog gjort forbudt

Den nye regering i USA har gjort børnebogen "Freckleface Strawberry" forbudt i visse skoler. Det overrasker bogens berømte forfatter
Julianne Moore til filmpremiere i oktober i fjor.
Julianne Moore til filmpremiere i oktober i fjor.
 Foto: Scott A Garfitt/Invision/AP

- Det er et stort chok for mig at finde ud af, at min første bog, Freckleface Strawberry, er blevet bandlyst af Trump-administrationen fra skoler, som hører under forsvarsministeriet.

Sådan skriver filmstjernen Julianne Moore på sin Instagram-profil, efter nyheden om hendes bog er blevet offentliggjort.

Bogen er en semi-autobiografisk børnebog om en lille pige, som er træt af sine fregner. Og det gør ondt på skuespilleren, at det netop er de specifikke skoler, bogen er blevet bandlyst fra.

Skoler under forsvarsministeriet er nemlig amerikanske skoler i udlandet for børn af militært personnel, og gælder hele det forløb, som i Danmark er folkeskolen, samt de ældre klassetrin. Og "Children of Men"-stjernen gik selv på sådan en i Frankfurt.

- Jeg voksede op med en far, som er Vietnam-veteran og brugte sin karriere i hæren. Jeg kunne ikke være mere stolt af ham og hans service til vores land. Det er forstemmende for mig at indse, at børn som mig, der er vokset op med en forælder i service, og gik på sådan en skole, ikke har adgang til en bog, som er skrevet af en anden, som har et liv, der ligger så tæt på deres eget, skriver Julianne Moore.

- Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der er så kontroversielt ved denne billedbog, så den skal bandlyses af USA's regering, tilføjer hun i det lange opslag, hvor hun flere gange giver udtryk for, at hun er ked af det.

Det strømmer ind med støtte til hende i kommentarfeltet, hvor også en dansker stemmer i - nemlig den tidligere supermodel Helena Christensen.

- Jeg har den bog, og jeg er taknemmelig for det, for det er en smuk bog, der er målrettet til at få børn, der føler sig anderledes, til at føle sig ok, endda taknemmelig for det. Denne beslutning er uhyggelig og decideret latterlig, skriver danskeren i kommentarfeltet.

Donald Trump har tidligere erklæret krig mod den etablerede Hollywood-elite og det, han selv kalder wokeisme, så ud fra det har han flere motiver for at bandlyse A-listerens bog.

Sponsoreret indhold