Åh nej! Spice Girls-genforening i problemer
Selv om der er mange tøser, der ”really really want” en genforening, er der nu opstået problemer hos Spice Girls og deres kommende genforening.
For der er åbenbart en af de populære kryddersild, der ikke er så meget for at skulle på turné igen. I hvert fald har Mel B udtalt, at en af de andre med næb og klør har forsøgt at bremse turnéplanerne.
Det fortalte hun ifølge News mandag, da hun gæstede det britiske TV-show ”Loose Women”.
- Ja, der er en, der har været lidt besværlig, men jeg håber, at hun retter ind.
- Vi begynder i år, og så fortsætter vi næste år – og forhåbentlig også året efter, hvis det står til mig, fortalte Mel B mandag i TV-showet.
Mel B har ikke ønsket at fortælle, hvem af kryddersildene, der er ”rasmus modsat” i disse dage.
Spice Girls blev opløst i 2001. Foto: All Over
Det har tidligere været fremme, at Victoria Beckham – Spice Girls’ ”Posh” – har været svær at arbejde med i genforeningsforløbet, fordi hun ikke ønskede, at det skulle ødelægge hendes fokus på mode.
Rygterne vil vide, at hver af de fem bandmedlemmer kan indkassere 85 mio. kroner, når genforeningen er en realitet.
Spice Girls blev opløst tilbage i 2001, men var så på turné igen i 2007-2008 og har optrådt ved enkelstående lejligheder - det skete senest i forbindelse med OL i London i 2012.
Men i november sidste år intensiveredes rygterne om en genforening.
Det var avisen The Sun, der kunne breake den glædelige nyhed.
Ifølge avisen havde der fundet en række hemmelige samtaler sted hen over sommeren 2017 med det formål, at lave et fuldgyldigt comeback med alle fem oprindelige medlemmer, Melanie Brown, Melanie Chisholm, Emma Bunton, Geri Halliwell og Victoria Beckham.
Dengang lød det, at der kommer 'ny' gammel musik på gaden fra kryddersildene i form af et opsamlingsalbum, og så medvirker de alle fem i TV-program om den populære pigegruppe, der blev dannet i 1994 og som med 85 millioner solgte enheder stadig er den bedst sælgende pigegruppe nogensinde.
Tilbage i marts i år fortalte Melanie C., der ellers tidligere har afvist et comeback, at Spice Girls var tilbage sammen som i 'gamle dage'. - Vi har den samme manager som tilbage i 1990'erne, og vi taler om muligheder for fremtiden. Der er ikke planer for, at vi skal optræde sammen i den nærmeste fremtid, men der er en masse andre ting på bedding, sagde Melanie Chisholm i marts. Gensynet med de andre var en god oplevelse. - Lige som med alle andre vennegrupper, der har travlt og bor forskellige steder, så ser vi hinanden enkeltvis. Det er svært for os at samles alle fem, fordi vi har familier og karirerer hver for sig, så det gjorde det helt specielt, at vi kunne mødes og tale om fremtiden, sagde Melanie C.Spice Girls - genforening