Steve Irwin i kærligt øjeblik med familien: Dagen efter døde han
Det blev det sidste billede af dem sammen.
Børnene Robert og Bindi sad i skødet på deres forældre Terri og Steve – og så var der naturligvis også en lille baby-krokodille med på billedet, for alle i familien elskede jo dyr.
Der var kun smil og glæde at spore på familiefotoet.
Ingen af dem vidste på dét tidspunkt, at tragedien ventede lige om hjørnet. Men et døgn senere var farmand, Steve Irwin, død.
Den kærlige far – og hele verdens krokodillejæger – døde på tragisk vis under optagelserne til et nyt dyreprogram, da han blev stukket i hjertet af en pilrokke.
4. september 2016 var det præcis 10 år siden, at Steve Irwin døde, og i den anledning har vi samlet et stort galleri med billeder fra hans liv. Du kan se billederne nederst i denne artikel.
Husker du Steve Irwins børn? Her er de i dag
Et af billederne er netop dét billede, som familien fik taget blot ét døgn før, at tragedien indtraf.
Billedet valgte Steve Irwins datter Bindi, der i dag er 18 år, at dele på sin Instagram-profil i forbindelse med, at hun deltog i den australske udgave af ”Vild med dans” sidste år.
Det sidste billede af familien Irwin. Foto: Bindi Irwin/Instagram
Steve Irwin havde medvirket og lavet flere TV-dokumentarer om farlige dyr – særligt i Australien og særligt om krokodiller – og det var netop også under optagelserne til et program om livsfarlige dyr, at det gik galt.
Steve Irwin var i gang med optagelserne til et program, ”Ocean’s Deadliest”, da han blev angrebet af en pilrokke. Den omkring to meter store rokke angreb han, mens han snorklede i Batt Reef, et rev der ligger tæt på Port Douglas i Australiens delstat Queensland.
Fotografer og dykkere påbegyndte straks førstehjælp, men Steve Irwin blev kort efter erklæret død af en læge.
Politiet i Queensland gennemså de videooptagelser, der viste det dødelige angreb. Siden blev disse optagelser – på opfordring fra familien – ødelagt.
9. september sagde venner og familie et sidste farvel til Steve Irwin, da han blev begravet i hans egen zoologiske have, Australia Zoo. Hans gravplads er dog placeret, så den ikke er tilgængelig for havens gæster.
Steve Irwin blev 44 år.
Du kan se et galleri med billeder fra hans liv herunder: