TV-serie om O.J. Simpson hitter: Men hvad skete der rigtigt?
Det blev kaldt århundredets retssag, da sportsstjernen O.J. Simpson i 1994 sad på anklagebænken.
Her var han beskyldt for dobbeltmordet på sin ekskone, Nicole Brown, og hendes ven Ron Goldman. Retssagen varede næsten et år, og fra første sekund var sagen spektakulær.
I de seneste år er sagen blevet vækket til live igen og igen. I 2016 blev den amerikanske dokumentarserie ”O.J. Simpson: Made in America” utrolig populær. Faktisk har den fået så meget succes, at den tidligere på ugen vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm.
TV-serien ”American Crime Story: People vs. O.J. Simpson” fik også premiere i 2016. Her medvirker nogle af USA’s største stjerner i de store roller. Som for eksempel David Schwimmer, der spiller O.J. Simpsons gode ven og forsvarsadvokat, Robert Kardashian. Derudover medvirker også John Travolta i rollen som den ledende forsvarsadvokat, Robert Shapiro.
Serien har tryllebundet de fleste amerikanere, og nu er den også blevet tilgængelig på Netflix i Danmark, så danskerne også kan få et indblik i den spektakulære sag. Men netop på grund af sagens karakter, kan det nogle gange være svært at tro, at de ting, der finder sted i fiktionsserien, rent faktisk skete i virkeligheden.
Folkene bag filmen har da også flere gange udtrykt, at der netop ikke er tale om en dokumentarfilm. Visse steder i serien er der altså tale om opdigtede episoder.
SE og HØR har set nærmere på, hvilke iøjefaldende scener der er opdigtede, og hvilke der rent faktisk fandt sted i virkeligheden. Dette er samtidig historien om århundredets retssag.
Var det virkelig Nicole Browns hund, der førte naboen til fundet af de to lig?
JA! I serien ser vi dog, at naboen med det samme opdager, at der er blod på hundens poter. I virkeligheden fulgte hunden først med naboen hjem, hvorefter den senere fik ført naboen tilbage til mordstedet, hvor de gjorde det brutale fund.
Forsøgte O.J. Simpson at begå selvmord i Kim Kardashians værelse?
NEJ! Episoden omkring O.J. Simpsons selvmordstanker fandt ganske vist sted i Robert Kardashians hus. Men Khloé Kardashian har i et interview afsløret, at det i virkeligheden var på hendes værelse, episoden havde fundet sted. Scenen blev i øvrigt filmet i Robert Kardashians tidligere hus.
Heppede Kardashian-børnene virkelig på deres far, da han stod frem på TV og læste O.J. Simpsons selvmordsbrev op?
NEJ! Det har Khloé Kardashian blankt afvist skete. Selvmordsbrevet var desuden meget længere end det, vi ser i TV-serien. Herunder kan du se den rigtige Robert Kardashian læse brevet op på det omtalte pressemøde:
Ringede O.J. Simpson og Nicole Browns ældste datter til sin mors telefon og efterlod en hjerteskærende besked?
JA! Den hjerteskærende besked blev i serien afspillet, imens efterforskerne indsamler spor. I virkeligheden er man dog ikke sikker på, hvornår beskeden blev lagt, men man ved, at det skete.
O.J. Simpson: 15 år bag tremmer
Foregik biljagten virkelig, som vi ser i serien?
JA! Præcis som i serien kørte Al Cowlings bilen, mens O.J. Simpson sad på bagsædet med en pistol i hånden. I virkeligheden varede biljagten cirka en time og et kvarter. Den blev transmitteret live på samtlige TV-kanaler i USA, hvor man altså kunne se flere politibiler følge O.J. Simpson til hans hjem.
I videoen herunder kan du se hele biljagten, som det blev vist i TV:
Var der virkelig to Bronco-biler?
JA! Biljagten foregik ikke i den samme Bronco, som politiet fandt blodspor i. Al Cowlings havde en bil helt magen til O.J. Simpsons, og det var den, biljagten foregik i.
Var der virkelig en separat høring om, hvorvidt anklagemyndigheden måtte få mere end ti hår fra O.J. Simpsons hoved for at teste for DNA?
JA! Hvor bizart det end lyder, så fandt dette også sted i virkeligheden.
Lavede forsvaret om i O.J. Simpsons hjem, før juryen skulle se stedet?
JA! Selv om man skulle tro, at de ikke måtte ændre på tingene, ændrede forsvarsadvokaterne på O.J. Simpsons indretning forud for juryens besøg. Her byttede de en stor del af Simpsons fotos på væggene ud, fordi han kun optrådte med hvide mennesker. I stedet placerede de billeder, hvor han står med sorte mennesker.
Faldt anklageren Bill Hodgman om i retssalen?
NEJ! Den episode fandt ikke sted. I virkeligheden fik Bill Hodgman ondt i brystet senere på aftenen, hvor han blev kørt på hospitalet. Her fandt man ud af, at det var stressrelateret, så anklageren fik altså ikke et hjerteanfald i virkeligheden.
Fandt hele episoden med handskerne sted i den virkelige retssag?
JA! Flere af forsvarsadvokaterne havde kigget på handskerne og vurderede dem alle sammen til at være små. Episoden, hvor O.J. Simpson fumler med handsken og har svært ved at få den på, skete også i virkeligheden. Hvad der dog ikke er med i serien er, at de fleste var af den overbevisning, at latex-handskerne forhindrede handskerne i at vise det rigtige billede af, om handskerne virkelig passede. Herunder kan du se episoden, hvor O.J. Simpson prøver handskerne i retssalen:
O.J. Simpson: Dømt skyldig i bortførelse
Var Marcia Clark et offer for voldtægt?
JA! Ifølge hendes selvbiografi blev hun udsat for en voldtægt i Israel, da hun var 17 år gammel.
Var Marcia Clarks privatliv ligesom det bliver fremstillet i serien?
JA! Marcia Clark gennemgik også en skilsmisse i virkeligheden. Midt under retssagen søgte hendes eksmand om forældremyndigheden over parrets to børn. Det skete også i virkeligheden, at Marcia Clark sagde til dommeren, at hun ikke kunne blive i retten, fordi hun skulle hjem til sine børn. Historien om Marcia Clarks strandbilleder i medierne er også sand, men hun græd ikke i retten.
Voterede juryen i fire timer?
NEJ! Ifølge Marcia Clark voterede juryen i virkeligheden kun i to timer. Der var altså ikke meget uenighed blandt juryen. Afgørelsen fremkaldte stærke reaktioner i hele USA. I videoen herunder kan du se, hvordan gæsterne i Oprahs studie reagerede på afgørelsen, ligesom du kan se, hvordan reaktionerne var i selve retssalen:
Sagde Fred Goldman til Marcia Clark, at hans søn var blevet en fodnote i hans eget mord?
NEJ! Den samtale fandt ikke sted i virkeligheden. Samtalen i serien er sandsynligvis en måde at vise Goldman-familiens frustrationer over, at sønnens død knap blev omtalt i medierne, fordi historien om Nicole Brown fyldte det hele.
Havde Mark Fuhrman en indrammet Nazi-medalje?
NEJ! Selv om spekulationerne om Mark Fuhrmans ideologiske holdninger også fandt sted i virkeligheden, er der intet, der beviser, at han ejede en indrammet Nazi-medalje.
Brød Chris Darden sammen ved den efterfølgende pressekonference efter afgørelsen?
JA! Flere billeder fra en oprindelige pressekonference har vist den unge Darden bryde sammen efter at have givet sin udtalelse. Den pressekonference kan du ser herunder:
10 år med Kardashian-familien
Photoshoppede Time Magazine O.J. Simpsons billede, så han så mørkere ud på forsiden?
JA! Magasinet lagde et filter over O.J.’s billede, så han så mørkere ud.
Var der virkelig en flirt imellem Marcia Clark og Chris Darden?
JA! Der er meget, der tyder på, at de to også havde flirtende samtaler i virkeligheden. Chris Darden har selv bekræftet, at scenen, hvor de drikker sammen og danser på kontoret, fandt sted i virkeligheden. De var også på tur sammen, men scenen, hvor de to næsten kysser i hoteldøren, er opdigtet. Det samme er det efterfølgende kølige forhold, som skulle skyldes, at Chris ikke kyssede Marcia.
Levede juryen virkelig så isoleret under hele retssagen?
JA! Juryen måtte tale med sine nærmeste, men ikke om sagen. De måtte ikke se TV eller læse aviser. Juryen fik private ture til "Universal Studios" og private stand up-shows, men flere jurymedlemmer har i efterfølgende interviews givet udtryk for, at de alle var presset og blev en smule skøre af isolationen.
Sagen kort:
I 1994 blev Nicole Brown og Ron Goldman fundet brutalt myrdet foran Nicole Browns hjem.
De var blevet dræbt af adskillige knivstik, og Nicole Brown havde næsten fået halsen skåret over.
Mistanken faldt hurtigt på O.J. Simpson, der var gift med Nicole Brown fra 1985 til 1992.
De havde også to børn sammen. O.J. Simpson var en af de største stjerner i USA. Her blev han kendt som ”The Juice”, når han satte den ene rekord efter den anden i amerikansk fodbold.
Han medvirkede også i filmen ”Høj Pistolføring” som skuespiller, og var generelt blevet allemandseje i USA. Det skete i en tid, hvor der var et meget anspændt forhold mellem de sorte og politiet i Los Angeles.
Da Nicole Brown og Ron Goldman blev fundet myrdet, fandt politiet samtidig blodspor fra de myrdede og O.J. Simpson i Simpsons bil. Ved hans hus fandt de også den ene af de handsker, morderen havde haft på ved drabet.
Gary Glitter dømt til 16 års fængsel
Simpson blev hurtigt efterlyst, men sammen med vennen, Al Cowlings, stak han af, og i et stykke tid virkede det som om, at stjernen havde tænkt sig at begå selvmord. Efter en politijagt, der blev sendt live hos samtlige amerikanske TV-stationer, blev han anholdt.
Retssagen blev en af de mest omtalte i nyere tid. På trods af utallige fældende beviser, formåede O.J. Simpsons forsvarer, der bestod af store advokatnavne som Robert Shapiro, Johnnie Cochran, F. Lee Bailey og Robert Kardashian, at så tvivl skyldsspørgsmålet. Det skete blandt andet ved at trække raceproblemerne ind i sagen.
Da juryen, der overvejende bestod af sorte amerikanere, skulle afgøre sagen, tog det dem kun to timer at nå frem til en afgørelse. O.J. Simpson blev kendt uskyldig - til anklagernes store overraskelse.
Flere jury-medlemmer har efterfølgende indrømmet, at dommen var hævn for de episoder, der havde været i Los Angeles, hvor sorte var blevet uretfærdigt behandlet af politiet.
Senere tabte O.J. Simpson en civil retssag, hvor han blev dømt ansvarlig for Nicole Brown og Ron Goldmands død, og derfor skulle betale en stor sum penge til de efterladte. Men i første omgang slap den amerikanske stjerne for en fængselsstraf.
Det gik dog hurtigt ned ad bakke for O.J. Simpson, der i 2008 blev idømt en fængselsstraf på 33 år for røveri og kidnapning efter en episode i Las Vegas.
O.J. Simpson er i dag 69 år gammel og afsoner stadig sin straf.
Selv om sagen er over 20 år gammel, er den stadig meget omtalt i medierne, hvor TV-serien ”American Crime Story: People vs. O.J. Simpson” har vundet et hav af priser.
I galleriet herunder kan du se, hvordan de vigtigste aktører i sagen så ud i virkeligheden sammenlignet med skuespillerne fra serien: