Hollywood18. december 2024

Victoria Beckham afviser: - Jeg har aldrig fået fikset noget

Victoria Beckham påstår, at hun aldrig har fået foretaget skønhedsoperationer - men det er ikke hele sandheden
Oct 18, 2023; Fort Lauderdale, Florida, USA; Victoria Beckham with husband David Beckham in attendance for the match between Inter Miami and Charlotte FC at DRV PNK Stadium. Mandatory Credit: Jasen Vinlove-USA TODAY Sports
Den tidligere Spice Girls-medlem er gift med den pensionerede fodboldspiller David Beckham. Sammen har de fire børn - tre sønner og en datter.
 Foto: Jasen Vinlove/Reuters/Ritzau Scanpix

Victoria Beckham, den tidligere Spice Girl og nuværende mode- og skønhedsdronning, har fået nok.

Efter årtier med rygter og spekulationer om hendes udseende, tager hun nu bladet fra munden og slår fast: Hun har aldrig gennemgået kosmetiske operationer.

Det var under en optræden på det populære amerikanske program "Today With Hoda & Jenna", at den 50-årige Victoria valgte at adressere emnet. Og hun lagde ikke fingrene imellem, da hun afviste de vedholdende rygter.

- Der er mange, der tidligere har sagt, at jeg har fået en eller anden form for næseoperation, lød det fra Beckham, som fortsatte:

- Jeg har aldrig, aldrig, aldrig fikset noget. Nej, aldrig, sagde hun bestemt.

Ifølge Beckham skyldes forandringer i hendes udseende en helt anden faktor – makeup.

Ikke hele sandheden

Men påstanden, om at hun aldrig har været under kniven, er dog ikke helt sand. Victoria Beckham er tidligere blevet taget i at lyve om netop det.

I 2019 fortalte hun under et besøg i talkshowet "This Morning", at hun aldrig har fået foretaget en operation, men blot to år forinden var meldingen anderledes.

Her fortalte hun nemlig, at hun for år tilbage har fået en brystoperation.

- Jeg burde nok sige det her, lad være med at rode med dine bryster. Alle de år, jeg benægtede det – dumt. Et tegn på usikkerhed. Bare vær glad for det, du har, fortalte kendissen Vogue i 2017 ifølge Mirror.

Sponsoreret indhold