"The Walking Dead" genoptager produktion efter dødsfald
Et tragisk dødsfald under optagelserne til den nye sæson af "The Walking Dead" stoppede i sidste uge produktionen af den populære zombie-serie.
Nu er optagelserne så i gang igen, det skriver Entertainment Tonight.
Den tragiske ulykke, hvor stuntmanden John Bernecker faldt ni meter ned, skete, da han var ved at optage en scene sammen med skuespilleren Austin Amelio, der spiller Dwight i serien.
Efterfølgende blev John Bernecker kørt til et hospital i Atlanta, men hans liv stod ikke til at redde. Han familie valgte dagen efter ulykken at slukke for den respirator, der holdt ham i live. Efterfølgende er hans organer blevet doneret bort.
- Produktionen er sønderknust over det forfærdelige tab af John Bernecker. Johns arbejde for "The Walking Dead" og mange andre film og serier vil blive ved med at underholde publikum i generationer. Vi sender alle vores kondolencer, kærlighed og tanker til Johns venner og familie, skrev seriens hovedfatter Scott Gimple i en pressemeddelelse i sidste uge.
Det tragiske dødsfald fik også flere af stjernerne fra serien til at sende deres kondolencer på de sociale medier.
En af dem var Norman Reedus, der spiller Darryl i serien.
- Kærlighed og tanker til Johns familie og venner i dag. Du vil blive savnet, skrev Reedus på Instagram.
Artiklen fortsætter efter billedet
Trods det tragisk dødsfald, så forventes det stadig, at den nye sæson af "The Walking Dead" får premiere den 29. oktober i år. Indtil videre er der i hvert fald ikke meldt ud, at serien bliver forsinket, trods produktionsstoppet.
Sidste afsnit af sæson syv af "The Walking Dead" blev vist i foråret, allerede inden serien havde haft sæsonpremiere blev det afsløret, at sæson otte også var på vej.
Serien er kendt for sine mange drabelige dødsfald, og ingen af seriens medvirkende kan føle sig sikre. I det ene afsnit er de med, i det næste bliver de spist af en zombie.
Du kan læse historier om andre stunts, der gik grueligt galt, i galleriet herunder