Hollywood19. november 2017
Westlife-genforening spøger
Det irske boyband, Westlife, kan være på vej mod en genforening
Af Piet Baunø
Foto: Aller Media
Fem år efter, at det irske boyband Westlife gav deres sidste koncert, rumler det nu med rygter om en mulig genforening af bandet. Det er det tidligere medlem Nicky Byrne, der lufter muligheden for et comeback for bandet, der solgte mere end 50 millioner enheder i løbet af bandets levetid fra 1998 til 2012. - Jeg ville elske, hvis vi kunne blive genforenet, og jeg er sikker på, at de andre har det på samme måde, siger Nicky Byrne til independent.ie.
Det er bandets tidligere manager, Louis Walsh, der i dag er X Factor-dommer, der for alvor fik sat gang i rygterne for nylig. Han sagde, at han var fuldstændig overbevist om, at Westlife ville blive genforenet, han var bare ikke sikker på hvornår.
Bandet var sidste gang på scenen i juni 2012 med fire af de fem originale medlemmer, da de spillede afskedskoncert på hjemmebane i Irland på et totalt udsolgt Croke Park i Dublin. Westlife blev reduceret fra fem til fire, da Brian McFadden forlod boybandet i 2004 for at bruge mere tid på sin familie og på soloprojekter. Han første single 'Real To Me' strøg ind som nummer et på den britiske singlehitliste, men derefter har hans succes som solist været begrænset. Nicky Byrne er begejstret ved tanken om igen at komme på landevejen med de andre bandmedlemmer. - Man skulle da være mærkelig, hvis man ikke kunne tænke sig at opleve det igen. At rejse rundt i hele verden og spille for vores fans på udsolgte stadions, siger Nicky Byrne. Men hvornår en genforening er mulig er uvist. - Jeg har masser at rive i i øjeblikket, og jeg er sikker på, at de andre har det på samme måde, så det kan være en udfordring at få enderne til at nå sammen. Vi har ikke noget pladeselskab, men jeg har hørt om flere, der er interesserede. Men når alt kommer til alt, handler det om, at vi fem skal sætte os sammen på et tidspunkt og finde ud af, om en genforening er mulig, siger Nicky Byrne til independent.ie. Westlife fik sit store gennembrud i 1998 og blev båret frem til stjernestaus af X Facor-mogulen, Simon Cowell.