
X er solgt igen: Elon Musk sælger det sociale medier for 230 mia. til... sig selv?

LÆS OGSÅ: Owen Cooper imponerer i Netflix-serien "Adolescence": Og alle bemærker den SAMME ting
Det lyder som en aprilsnar, men den er god nok: Elon Musk har solgt det sociale medie X – tidligere kendt som Twitter – til sit eget AI-selskab, xAI.
Det oplyser tech-milliardæren i et opslag på netop X, hvor han fredag aften kunne afsløre, at handlen lød på 33 milliarder dollars – svarende til cirka 230 milliarder danske kroner.
– xAI og X's fremtid er sammenflettet, skriver Musk og understreger, at det nu var tid til at slå kræfterne sammen.
xAI står blandt andet bag chatbotten Grok, der ligesom ChatGPT benytter kunstig intelligens til at besvare spørgsmål og generere tekst.
– X er det digitale torv, hvor over 600 millioner aktive brugere søger efter den virkelige sandhed i realtid, skriver Musk og hævder, at platformen på bare to år er blevet forvandlet til én af verdens mest effektive virksomheder.
Ifølge Musk skal fusionen mellem de to selskaber skabe et stærkere grundlag for fremtidig vækst og innovation – og ikke mindst gøre brugeroplevelsen både smartere og mere meningsfuld.
– Dette vil give os mulighed for at bygge en platform, der ikke blot afspejler verden, men aktivt accelererer menneskelig fremgang, lyder det fra tech-bossen.
Afslutningsvis sender Elon Musk en tak til begge teams og lover, at dette kun er begyndelsen:
– Tak for jeres fortsatte partnerskab og støtte.
Musk købte Twitter i oktober 2022 og omdøbte platformen til X i juli 2023.
AI blev grundlagt kort tid efter og vurderes nu til svimlende 80 milliarder dollars.
