16-årige Karoline fra ”Den store bagedyst”: – Sygt nervøs
LÆS OGSÅ: ”Den store bagedyst” giver ”Vild med dans” baghjul
Det er en ting at trylle i trygge rammer hjemme i køkkenet, men når Timm Vladimir siger ”Klar, parat, bag!”, og hele Danmark ser med, så stiger presset.
Det oplevede kun 16-årige Karoline Kildahl fra Tårs på egen krop, da den yngste deltager i ”Den store bagedyst” selv skulle dyste i det program, hun har set alle sæsoner af i sofaen.
– Det var mega nervepirrende, og jeg blev dårlig, før vi skulle optage det første program. Jeg var syg af nerver, men det gik fint, da vi først kom i gang. D
– De andre var meget omsorgsfulde og søde omkring det, fortæller Karoline Kildahl, da SE og HØR besøger hende i Tårs, hvor hun bor på et nedlagt langbrug med sin far og mor og to søstre.
Nervøsiteten kom dog ikke fra manglende forberedelse, for mens ”Den store bagedyst” blev optaget i foråret, så Karolines klassekammerater på gymnasiet i Hjørring ikke meget til deres nu landskendte mesterbager.
Den unge nordjyde pjækkede nemlig i stor stil for optimere sine chancer i dysten, hvor hjemmearbejdet på mesterværkerne tager sin tid.
– Jeg fik en masse fravær, men det var det, der skulle til. Jeg havde et fravær på 12 procent, men jeg havde ikke tid til at gå i skole og lave lektier, kommer det med et grin fra Karoline, som samtidig skulle lyve for veninderne.
– Mine klassekammerater vidste ikke, hvorfor jeg ikke mødte op, for jeg måtte jo ikke sige noget. Så jeg sagde, at jeg var syg.
– De var helt oppe at køre, da jeg afslørede, at det var på grund af ”Den store bagedyst”, fortæller hun.
Enkelte havde dog lugtet lunten, for Karoline har været til casting på ”Den store juniorbagedyst” to gange – senest i 2021, hvor DR dog mente, at hun var blevet for gammel.
Interessen for kager stammer fra Karolines tid i køkkenet med mormoderen til jul, og hendes stærke sider er især glaze og finish, som dommerne i programmet heldigvis også går op i.
Efter skoletiden drømmer Karoline om enten at lave noget med mennesker, for eksempel som sygeplejerske, eller at fortsætte med sin passion for de flotte kager.
– Jeg vil jeg gerne have min egen café, hvor jeg kan sælge mine kager. Det kunne være mega fedt. Måske i Aalborg, for jeg vil gerne blive i Nordjylland, fortæller Karoline Kildahl, der som efternavnet antyder allerede har en kendt tv-bager i familien.
– Rosa fra ”Den store bagedyst” er gift med Carsten min farmors fætter, så det har også været lidt sjovt at følge hende i den sæson, hun var med, og nu er det altså min tur, lyder det med et smil fra Kildahl-junior.