23-årig kvinde død under en Taylor Swift-koncert
Den amerikanske popstjerne Taylor Swift gik fredag aften på scenen under ekstremt varmt vejr i storbyen Rio de Janeiro i Brasilien.
Undervejs afbrød hun koncerten, så arrangørerne kunne dele vand ud til koncertgæsterne.
Efterfølgende er det kommet frem, at flere tusinde koncertgængere besvimede, og en 23-årig kvindelig fan omkom i forbindelse med koncerten.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT, som henviser til det brasilianske medie Folha de S Paulo.
Taylor Swift bekræfter dødsfaldet på det sociale medie Instagram.
- Jeg kan ikke beskrive, hvor knust jeg er. Jeg har kun fået meget få oplysninger, ud over at hun var fantastisk smuk og alt for ung, skriver Taylor Swift i en story på Instagram.
Ifølge sangerinden døde den unge fan, inden selve koncerten gik i gang.
Nyhedsbureauet TT skriver, at den 23-årige kvinde kollapsede på koncertpladsen, og at hun blev forsøgt genoplivet. Det lykkedes ikke, og efterfølgende blev hun erklæret død på hospitalet.
- Jeg kommer ikke til at tale om dette fra scenen, for jeg føler mig overvældet af sorg, når jeg forsøger at tale om det, skriver Taylor Swift.
Ifølge mediet Folha de S Paulo var det meget varmt i Rio de Janeiro fredag aften. På selve koncertpladsen lå varmeindekset på 60 grader.
Indekset sammenholder temperatur og luftfugtighed på et givent sted og angiver, hvor varm luften reelt føles.
Taylor Swifts koncert blev afholdt på Nilton Santos-stadionet i Rio de Janeiro. Det var den første af i alt seks koncerter, som hun giver i Brasilien.
I sidste weekend genoptog superstjernen sin verdensturné med tre koncerter i Argentinas hovedstad, Buenos Aires. I maj næste år kommer Taylor Swift til Sverige, hvor hun giver tre koncerter i Stockholm.
Popikonet kommer ikke til Danmark i denne omgang.