55-årige Gitte Nielsen er klar til baby nummer seks
Det kom som lidt af et chok for de fleste, da skuespilleren Gitte Nielsen sidste år blev mor for femte gang.
På det tidspunkt var hun nemlig 54 år gammel.
Men står det til Gitte og gemalen Mattia Dessi, så skal de have et barn mere.
Det fortalte hun forleden i det italienske TV-show "Non è la D'Urso", det skriver Independent.
- Jeg skal måske have en baby mere. Det bliver så min sjette. Man skal aldrig sige aldrig. Min mand, Mattia, presser på for en baby mere. Han elsker vores lille prinsesse, men han kunne også godt tænke sig at få en dreng, fortæller Gitte Nielsen i TV-showet.
Gitte Nielsen og Mattia Dessi er lige nu i Italien, hvor de har taget datteren Frida med for første gang.
Det var også der, at Frida fik sin debut på TV-skærmen.
- Lille Frida er min største glæde. Jeg besluttede mig for at tage hende med på TV første gang i Italien, for selvom jeg bor i Los Angeles, så vil mit hjerte altid være i Italien, og jeg ville gerne vise hende frem til italienerne.
Artiklen fortsætter efter billedet
Gitte Nielsen og Mattia Dessi på gaden i Milano. (Foto: MEGA)
I interviewet fortæller hun også, at hun godt kan forstå noget af den kritik, hun har fået i forbindelse med familieforøgelsen sidste år.
- Jeg prøvede at blive gravid i 11 år. Det har ikke været let, og ikke alle kvinder ville være klar til at opleve, hvad jeg har oplevet.
- Jeg kan tage kritik. Jeg forstår, hvad nogle mennesker siger. Hvis jeg, da jeg var 20 år, havde haft en mor, der sagde til mig, at hun var gravid i en alder af 54 år, ved jeg heller ikke, hvordan jeg havde reageret.
Da Frida kom til verden sidste år havde Gitte Nielsen i forvejen børnene Julian Winding, 34, Killian Marcus Nielsen, 29, Aaron Nielsen, 25, and 23-årige Raoul Ayrton Meyer Jr.
For Gitte og Mattia Dessi var drømmen dog altid at få et fælles barn.
- Vi vidste begge, at vi ville have en baby sammen. Om det var en dreng eller pige var lige meget. Men dybt inde i mit hjerte håbede jeg på, at vi fik en pige, fordi jeg allerede havde fire drenge.
Om Gitte Nielsen og gemalen formår at få endnu et barn sammen, kan kun tiden vise.