56-årige Quentin Tarantino skal være far for første gang
Quentin Tarantino, der er aktuel med filmen "Once Upon a Time ... in Hollywood", kan i en alder af 56 år glæde sig over, at han skal være far for første gang.
Daniella Pick, 35, venter nemlig parrets første barn, skriver magasinet People.
Filminstruktøren giftede sig med den noget yngre israelske vokalist i november sidste år, efter parret havde været forlovet i fem måneder. De mødtes i august 2009, og undervejs har Quentin Tarantino givet udtryk for, at han havde været skruk tidligere.
I 2015 sagde stjernen nemlig, at han 13 år forinden havde ønsket at få et barn, men at det gik over igen.
- Det betyder ikke, at jeg ikke vil have børn, men lige nu, i den ideelle veren, så vil jeg lave 10 film uden at blive distraheret, sagde han dengang til Entertainment Weekly.
Tarantino ville gøre James Bond ugenkendelig!
"One Upon a Time ... in Hollywood" er Quentin Tarantinos niende film som instruktør, så han er altså nået at blive skruk, før han opfyldte sit mål.