Kendte10. september 2015

9/11-redningshund blev hyldet på sin 16 års fødselsdag

Bretagne er formentligt den sidste nulevende hund, som hjalp til ved Ground Zero efter terrorangrebet 11. september 2001. Forleden kunne heltehunden så fejre sin 16 års fødselsdag – med manér
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bretagne_front.jpg
 YouTube

For nyligt kunne Bretagne fejre sin 16 års fødselsdag. Og dagen blev ekstra speciel for den 16-årige golden retriever. Bretagne skulle nemlig fejres med manér.

Og det var ikke kun, fordi hunden ramte et skarpt hjørne… Næh… Bretagne er formentligt også den sidste nulevende hund, som hjalp til ved Ground Zero efter terrorangrebet 11. september 2001.

Derfor blev Bretagne og hendes ejer, Denise Corless, for nyligt inviteret tilbage til New York City, hvor der ventede dem en sand fødselsdagsfest for Bretagne, som du kan se i denne rørende video.

Mens verden endnu var i chok, forfærdelse og sorg efter begivenhederne 11. september 2001, var Bretagne en af mange hunde, der forsøgte at gøre en forskel. Minutiøst arbejdede golden retrieveren således i ruinerne ved World Trade Center i håb om at finde overlevende efter terrorangrebet.

- Vi håbede, at vi kunne finde nogle i live, men virkeligheden var en anden, fortalte Bretagnes ejer, Denise Corless, i et stort interview med Today sidste år.

https://imgix.seoghoer.dk/bretagne.jpg

Bretagne skabte glæde midt i al kaosset efter 11. september 2001. Foto: YouTube

https://imgix.seoghoer.dk/bretagne4.jpg

Bretagne tager et hvil med sin ejer. Foto: YouTube

Bretagne ledte ufortrødent i to lange uger – 12 timer hver dag – i ruinerne, men selvom det aldrig lykkedes hende at finde nogle overlevende, gjorde hun (og de mange andre redningshunde) alligevel et stort stykke arbejde.

- Du kunne se brandmænd sidde der, helt forstenede og helt følelsesløse, og når de så fik øje på hunden, så smilede de. De hunde bragte håb. De fjernede smerten et øjeblik, og det var stort, for det var et ulykkeligt sted at være, udtalte en dyrlæge til Today sidste år.

Bretagne gik på pension, da hun var ni år gammel. Foruden arbejdet ved Ground Zero har hun også hjulpet med at lede efter overlevende efter orkanen Katrina i 2005. Nu er hun så fyldt 16 år, og selvom det er en høj alder for en golden retriever, nyder hun stadig at arbejde.

I dag arbejder hun således på en skole, hvor hun hjælper børn med indlæringsproblemer med at blive bedre til at kommunikere og udtrykke sig.

Se hendes fødselsdagsvideo her:

Sponsoreret indhold