Åbner op om tidligere parforhold: Paris Hilton tæsket og kvalt
I den nye dokumentarfilm ”This Is Paris” kan seere af den garvede tv-personlighed se deres store idol lade paraderne falde.
Den kommende dokumentar har således affødt store overraskelser fra Hiltons liv – og det er ikke længe siden, at den garvede realitystjerne og hotelarving kunne afsløre, at hun som 17-årig og kostskoleelev oplevede blandt andet misbrug i form af mobning, afstraffelse og vold:
- Personalet sagde forfærdelige ting. De fik mig konstant til at have det dårligt med mig selv, og de mobbede mig. Jeg tror, deres mål var at bryde mig ned. Og de misbrugte os fysisk, slog os og kvalte os. De ville indgyde frygt i os, så vi blev for bange til ikke at adlyde dem, forklarede Paris Hilton i et interview for nylig.
Foto: MEGA
Nu fortæller den blonde tv-personlighed desuden, at de traumatiske oplevelser har fulgt hende i årevis – og særligt i forbindelse med parforhold:
- Jeg var blevet så vant til den voldelige adfærd på Provo (kostskolen Provo Canyon School i den amerikanske delstat Utah, red.), at det fik mig til at føle, at det var normalt, forklarer Paris Hilton i endnu et interview med People.
- De startede alle sammen godt, fortæller hun videre om de fem parforhold, hun har haft siden kostskolen.
- De virkede alle sammen som nogle gode fyre, men så kom deres sande jeg frem. De var jaloux eller defensive eller ville kontrollere mig, forklarer hotelarvingen og uddyber, hvordan alle ekskæresterne senere hen begyndte at blive voldelige – både fysisk, psykisk og verbalt.
Paris Hilton beskriver desuden, hvordan hun så ekskæresternes adfærd som et klart tegn på, at de blot var forelskede i hende:
- Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke fatte, hvordan jeg lod folk behandle mig sådan.
Dokumentaren ”This Is Paris” har premiere den 14. september på YouTube.