Åh nej! "Den store bagedyst" i fare
År efter år har eftershyggen været sikret, når DR blændede op for den populære bagekonkurrence "Den store bagedyst".
Men den igangværende coronakrise har i den grad været med til at slå luften ud af bolledejen. Pandemien gør nemlig, at DR's mest populære programmer er i fare. Det skriver Politiken.
Der har tidligere været spekulationer omkring, hvorvidt "Gift ved første blik" kunne optages som planlagt, og nu viser det sig, at optagelserne er udskudt.
Programmet "Øen", hvor en række deltagere skulle overleve på en øde ø, er helt aflyst, mens det er usikkert, om årets julekalender og denne sæson af "Den store bagedyst" kommer i hus.
- Jeg tror, at en ærlig, rettidig og konkret forventningsafstemning er vigtig, for dette her får stor betydning for DR’s flader resten af året, udtaler DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn om situationen til Politiken.
Helt tom bliver sendefladen dog ikke. DR forventer at producere og sende "Løvens Hule", "Hammerslag" og "Danmarks næste klassiker" som planlagt.