Ad! Snavs og fedt udløser bøde til KFC Field's
De fleste er nok med på, at hvis man bestiller mad hos KFC, så står den på fedtet kylling.
Men det hele blev lige en tand for fedtet for Fødevarestyrelsen, da de lagde et besøg forbi Kentucky Fried Chickens restaurant i storcenteret Field's på Amager.
I en kontrolrapport fra besøget 18. marts i år får junkfoodbiksen, der mest er kendt for deres grillede kylling, en sur smiley. Desuden vanker der en bøde på 10.000 kroner for manglende rengøring.
- Gulv under inventar fremstår snavset og fedtet med sorte belægninger samt med del olie. Enkelte hjul, kanter samt bordben fremstår snavset og fedtet med gule belægninger. Kant langs gulv ved håndvask fremstår snavset og ødelagt med sorte belægninger, remses der op i rapporten.
Sender klage
KFC Field's havde ikke selv noget bemærkninger til Fødevarestyrelsens kontrol af stedet, som styrelsen fotodokumenterede.
Men de har dog heller ikke tænkt sig bare at sluge kritikken og betale bøde.
KFC er faktisk helt uenige i styrelsens konklusion, skriver TV 2 Lorry.
- Vi har klaget til Fødevarestyrelsen over resultatet af besøget, som vi er uenige i, og afventer endnu deres svar, skriver KFC i en mail sendt til mediet.
Tidligere problemer
Styrelsen var også besøg hos KFC Field's 8. juli 2020, hvor der heller ikke helt så rent, som man kunne ønske.
- Gulv langs kanter og under inventar fremstår snavset og fedtet med sorte og gule belægninger. Sider mellem inventar i fritureområdet samt under arbejdsbord fremstår snavset med gule belægninger af fedt, står der i rapporten fra besøget i sommer.
Dengang lovede KFC Field's at gøre rent, og det fik de da også gjort. For ved næste kontrol 8. september var der gjort rent, og de fik en glad smiley - som de så nu har mistet igen.
KFC har 12 restauranter i Danmark, og det er kun den i Field's, der har en aktuel sur smiley.