Kendte23. februar 2024

Ærlig Dan Rachlin: I tvivl om hun elskede mig

Radiovært og discjockey Dan Rachlin lægger i et nyt interview ikke skjul på, at forholdet til Bettina – som han fik to sønner med – var både turbulent og betændt
Dan Rachlin, 59, fortæller hudløst ærligt om sit turbulente forhold til eksen. 
Dan Rachlin, 59, fortæller hudløst ærligt om sit turbulente forhold til eksen.
 Foto: Gregers Overvad

De var som hund og kat. Han var kendt og feteret – hun orkede intet af det.

Og derfor lægger radiovært og discjockey Dan Rachlin, 59, da heller ikke skjul på, at forholdet til Bettina – som han fik to sønner med – var turbulent. Det var faktisk nærmest betændt, fortæller han nu ærligt i podcasten ”Skilsmissen”. (link fjernet)

– Jeg ved ikke, om jeg vil gå så langt som til at sige, at moren til mine to ældste børn aldrig elskede mig, men hvis hun gjorde, var det i høj grad et hadkærlighedsforhold, fortæller Dan Rachlin.

Han mødte Bettina i 1988 på et diskotek, hvor hun arbejdede som serveringspige. Forholdet var dramatisk fra start, husker radioværten – og det skyldtes i høj grad, at han og den lidt yngre Bettina var som nat og dag:

– Hun var meget forbeholden over for al den selvfedme, som man næsten ikke kunne undgå at blive ramt af, når man er vært og bliver hevet over på landsdækkende tv, siger Dan Rachlin.

Han tilføjer, at Bettina på ingen måder ville lade sig styre af hverken ham eller andre – og at de heller ikke havde nogle fælles interesser.

Alligevel opstod der en form for kærlighed. Rachlin var tiltrukket af hendes sjove sind og provokerende attitude. Sammen fik de to sønner, Kasper og Hektor.

– Hun var uimponeret af mit liv, så man kan sige, at modsætninger mødes. Men jeg kan ikke sige, at sød musik opstår. Det er ikke børn, der er lavet, fordi vi har ligget og knaldet i månedsvis. Det har været knalderi, som opstår, fordi man har været uvenner, lyder det hudløst ærligt fra radioværten.

Han lægger ikke skjul på, at forholdet gik fuldstændig i stykker, efter at Hektor kom til verden:

– Vi var som hund og kat, og da vi får nummer to, bryder det sammen, da hun kommer hjem med ham. Der er forholdet ikkeeksisterende. Jeg er ikke hjemme, knaldede fremmede damer, kom hjem søndag og er helt smadret. Jeg har været ulidelig at være i nærheden af, erkender Rachlin i podcasten.

Halvandet år efter Hektor blev født, havde Bettina fået nok. Hun tog sine ting og gik.

I 1997 mødte Dan Rachlin Charlotte, som han stadig er sammen med. Han har børnene Max og Filippa med Charlotte.

Sponsoreret indhold