
Ærlig Remee om bruddet med Mathilde Gøhler: Mit liv brød sammen

LÆS OGSÅ: Remee afslører rørende historie bag kæmpehit
Et år efter at Remee og Mathilde Gøhler gik fra hinanden, slår musiksmeden nu fast, at deres brud var en gedigen livskrise, der sendte ham til tælling.
I Casper Christensens nye Podimo-podcast, ”Casper 3080 Tikøb”, taler komikerkongen med Remee og deres fælles præst, Thomas Hansen, som er søn af Moses Hansen.
Og her fortæller Remee, hvor påvirket han var følelsesmæssigt, da han og topmodellen måtte smide håndklædet i ringen.
Til alt held stod Casper klar med en skulder, da Remee havde det værst.

- Da mit liv bryder sammen sidste år og jeg sidder oppe i et kæmpe palæ og ligger nede på gulvet og raller og er fuldstændig desillusioneret, og alt er gået i stykker, så er du jo en af dem, som kommer, fortæller Remee i podcasten og fastslår:
- Der kom lige pludselig engle fra alle mulige og uventede steder, fortæller han om de mange, der gerne ville hjælpe, da livet så sortest ud.
Også præsten Thomas Hansen var der for at støtte Remee i sin livskrise. Da han blev inviteret til barbecue hjemme hos Remee, havde Thomas Hansen 50 præstekollegaer med.
- Hvem fanden har 50 præster med til en barbecue, lige efter at man er kommet hjem fra Ibiza? Men det havde jeg, siger Remee med et smil.

Kunne intet se
Da Casper Christensen ringede og fortalte Remee, at han ville komme forbi, gav han popproduceren lige præcis det rygstød, han havde brug for.
- Så kom Casper op og gav mig nogle af de bedste råd og den bedste ”guidance”, lyder det fra Remee, som erkender, at han måske ikke er den bedste til at tage imod råd fra andre.
- Jeg tror, at fordi jeg altid har været en overlever og selvforsynende, har jeg haft svært ved også at være svag overfor folk.
- Jeg har altid følt, at jeg bare klarer den. Jeg gled oven på alt, så det pludselig bare at sidde overfor en anden person som dig, og bare være fuldstændig blankt skrøbelig.
- Ikke at have noget forsvar overhovedet og ikke have nogle svar. Det var sgu et ret vildt ”turning point” for mig, at du var der.

- Du gav mig nogle af de vigtigste råd og klarsyn på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne se noget som helst foran mig, forklarer Remee.
Casper Christensen er i dag glad for, at han satte sig ind i bilen og tog hjem til kendisvennen for at være der for ham i den svære tid.
- Som voksen kender man jo nogen, der rammer en ulykke, og det kunne jeg jo se, du havde ramt.
- Men jeg vil også sige, at der var sket noget med dig. Der var en åbenhed til at lytte og til ikke at køre ind i en gammel bane.

- Eller køre automatsvar, men faktisk var åben til at lytte, og det er jo det, der gør, at du kommer videre.
- Det er jo ikke noget, jeg siger. Det er din egen kraft. Så det var en fed oplevelse, fortæller Casper om hjælpeaktionen.
Nye amoriner
Selv om bruddet var hårdt, har Remee nu et år efter samlet sig selv op fra gulvet og har mod på tilværelsen igen.
- Jeg er bare glad for mine børn, mine medarbejdere, mine venner, mit liv som det er nu, hvor der ikke er nogen svar, sagde Remee til B.T. på årets Roskilde Festival.
Han har tidligere overfor SE og HØR vævet om, hvorvidt der er en ny kvinde i hans liv.
- Det er ikke noget, jeg skal stå og annoncere her, sagde han, da SE og HØR mødte ham i marts.
Og da vi gjorde ham opmærksom på, at det ikke var en afvisning, lød det:
- Jeg hverken be- eller afkræfter noget.
Noget tyder altså på, at Remee er kommet amorøst videre.
Det samme er Mathilde Gøhler.
