Afgørelsen er faldet: Caroline Fleming skal levere bortført maleri tilbage
Da Caroline Fleming i foråret 2022 kørte i flyttebilskortege til Valdemars Slot for at tømme slottet for inventar, havde hun angiveligt lidt for lange fingre.
Et stort Pilo-maleri af Anne Margrethe Juel, som i 1700-tallet var slotsfrue på Valdemars Slot, og som har enorm historisk betydning for slottet, røg ombord på en af de 15 flyttebiler, Caroline havde hyret til at fragte historisk inventar for millioner væk fra barndomshjemmet på Tåsinge.
Men nu skal Fleming returnere det til sin søster Louise "Duddi" Iuel Albinus.
Ifølge Berlingske har Danmarks lenskontrol i form af Civilstyrelsen slået fast, at Caroline Fleming og hendes ældste søn Alexander fjernede billedet uretmæssigt, da de rømmede familieslottet.
Og nu skal det således tilbage til havestuen på Valdemars Slot. Til stor begejstring for Louise ”Duddi” Albinus og hendes mand Nikolaj.
- Det er vidunderligt, at maleriet kommer tilbage til Valdemars Slot, siger de til avisen.
De ved dog endnu ikke, hvornår Anna Margrethe Juel kommer tilbage til Troense på Tåsinge, hvor slottet ligger.
Størstedelen af inventaret tilhører retmæssigt Carolines ældste søn, Alexander Fleming, som stod som arvtager af familieslottet efter Niels Iuel-Brockdorffs død i 2017, men en servitut fra 1923 forhindrede ham og Caroline i at fjerne al løsøret fra Valdemars Slot, i al den stund det er i Juel-slægtens eje.
14 malerier og en række mur- og nagelfaste ting er omfattet af den knap 100 år gamle servitut - herunder maleriet af den gamle slotsfrue.
Duddi og hendes familie har planer om at sælge deres hus i Skovshoved og bosætte sig på Valdemars Slot. Familien har store planer om at forvandle de historiske omgivelser til et kulturelt mekka a la Louisiana – bare på Sydfyn.
Mens familieslottet blev reddet, røg familiebåndet til søster Caroline Fleming.
Duddi har tidligere fortalt, hvordan de i begyndelsen kun kommunikerede gennem deres advokater. De er dog begyndt at hilse på hinanden igen og kan også være i stue sammen.
Hun har aldrig fået en forklaring på, hvorfor det gik så galt imellem dem og har heller ingen forhåbninger om nogensinde at få en. Det kapitel er lukket, sagde hun til Berlingske i december sidste år.