Kendte4. juni 2025

Aflyste Tinderbox: Nu dukker britisk stjerne op på anden dansk festival

Natasha Bedingfield skal alligevel spille på en dansk festival denne sommer, efter hun ellers havde aflyst
Natasha Bedingfield skal spille på Syd for Solen.
Natasha Bedingfield skal spille på Syd for Solen.
 Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix

I midten af maj blev det meldt ud, at den britiske popstjerne Natasha Bedingfield alligevel ikke skal optræde på årets Tinderbox.

Men hun kommer til at optræde på en dansk scene i løbet af sommeren.

Syd for Solen har onsdag offentliggjort hende som deres sidste navn til årets festival.

- Da vi fik muligheden for at få hende med på fredagsplakaten, var det et stort og rungende ja tak, fortæller Syd for Solens programansvarlige Xenia Grigat til GAFFA.

Her bliver det også fremhævet, hvordan hun "siden begyndelsen på sin karriere har været et usædvanligt solidt live-navn, anerkendt for sin stærke, udtryksfulde vokal".

Natasha Bedingfield bliver en del af festivalens fredagsprogram.

Syd for Solen finder sted i Valbyparken fra 7.-9. august.

Årsagen til Bedingfields aflysning på Tinderbox var ifølge hendes hold en udvidet indspilningsplan i USA.

Sponsoreret indhold