Kendte15. oktober 2024

Afslører: Mikkel Kessler var tætte venner med storkriminel bankrøver

Den tidligere boksestjerne Mikkel Kessler afslører nu i ny bog, at han er tætte venner med en af gerningsmændene bag danmarkshistoriens største røveri
Tidligere bokser, Mikkel Kessler er vokset op med flere personer, som kom i problemer med lovens lange arm. Flere af dem blev senere dømt for alvorlig kriminalitet.
Tidligere bokser, Mikkel Kessler er vokset op med flere personer, som kom i problemer med lovens lange arm. Flere af dem blev senere dømt for alvorlig kriminalitet.
 Foto: Nicolai Lorenzen/Ritzau Scanpix

Flere af de personer som den tidligere boksestjerne, Mikkel Kessler voksede op med, endte ikke med at kunne holde sig på den rigtige side af loven, som bokseren formåede. I stedet endte flere af Kesslers barndomsvenner med at blive idømt lange fængselsstraffe for alvorlig kriminalitet.

Det skriver eksbokseren i sin nye bog "Mikkel Kessler - Uden parader". Her afslører han nu, at han igennem sin professionelle karriere har haft flere kriminelle venner.

I bogen afslører Mikkel Kessler nemlig, at han er tætte venner med en af gerningsmændene bag danmarkshistoriens største bankrøveri. Det blev begået mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby i 2008, hvor maskerede røvere med automatvåben stjal 70 millioner kroner. Barndomsvennen, som i bogen bliver omtalt som Steffen, betroede sig til Mikkel Kessler, om at det var ham, der havde stået bag røveriet i 2008.

Steffen blev idømt en lang fængselsstraf for det voldsomme røveri, og mens bankrøveren sad fængslet, besøgte Mikkel Kessler flere gange sin gode barndomsven, mens han sad indespærret.

"Selvom jeg på ingen måde syntes, det var fedt, at han droppede en ellers lovende karriere som professionel bokser for i stedet at blive kriminel, var han stadig min ven", skriver eksbokseren i bogen.

På samme måde tog Mikkel Kessler sig også af Steffens søn, mens faren afsonede sin dom.

Her tog eksbokseren sønnen med ud og bokse og forsøgte at tale med ham om livet. Mange år senere kontaktede sønnen angiveligt Mikkel Kessler for at takke ham og fortælle ham, hvor meget det havde betydet for ham, at eksbokseren havde været der, mens hans far sad i fængsel.

Da Steffen adskillige år senere, i 2014, stod til at skulle prøveløslades, blev Mikkel Kessler kontaktet af sin gamle ven. Vennen havde brug for et samarbejde med en virksomhed i forbindelse med sin prøveløsladelse, og derfor spurgte han Mikkel Kessler og hans hold om hjælp. Det takkede Mikkel Kessler og hans manager ja til, og hurtigt blev de enige om, at de skulle have Steffen tilbage i ringen, selvom han ikke havde haft boksehandsker på i 15 år.

Med hjælp fra Kesslers daværende boksepromoter Nisse Saurland fik de stablet en kamp på benene, og indenfor et år fik Steffen comeback til professionel boksning og slog sin modstander ud på knockout i Falkonercentret på Frederiksberg.

Venskabet til Steffen er dog ikke det eneste, som igennem tiden gav Kessler problemer med sine brandingrådgivere. I bogen er det også beskrevet, hvordan hans gamle venskaber til personer i miljøet omkring Christiania volder hans brandinghold problemer, mens bokseren er på toppen af sin karriere.

Her forsøger en person fra hans hold at tale ham fra at besøge sine gamle venner på Christiania, men det ville Kessler ikke høre tale om.

"Jeg vil sgu have lov til at besøge mine gamle venner. Hvis Ekstra Bladet eller B.T synes, det er interessant, altså, hvad rager det mig?", spørger den tidligere boksestjerne i bogen.

Sponsoreret indhold