Åh nej! Ikonisk Marilyn Monroe-kjole ødelagt efter Kim Kardashian-udlån
Det skabte voldsom meget opsigt, da Kim Kardashian tilbage i maj troppede op til Met Gala iført en ikonisk Marilyn Monroe-kjole.
Kjolen bar den afdøde skuespillerinde, da hun sang fødselsdagssang for John F. Kennedy tilbage i 1962, og den var udlånt til realitystjernen af Ripley’s-museet "Believe It Or Not".
Flere kritiserede dengang Kim Kardashian for at låne den 34 millioner kroner dyre kjole, der ellers normalt hænger til udstilling på museet - og kritikken bliver nok ikke mindre nu.
Ifølge Page Six viser det sig nemlig, at kjolen blev ødelagt under udlånet.
I hvert fald har Pop Culture delt to billeder, der angiveligt viser kjolen henholdsvis før og efter, Kim Kardashian havde den på, og her er det tydeligt at se på billedet til højre, at stoffet er blevet strukket ud, og at der mangler flere krystaller.
Se billederne herunder (artiklen fortsætter under opslaget):
Hvis stoffet vitterligt er blevet strukket ud, er det måske ikke den største overraskelse.
I forbindelse med arrangementet til Met Gala fortalte Kim Kardashian nemlig, at hun var blevet nødt til at tabe sig hele syv kilo for at kunne passe den.
Den 41-årige realitystjerne fortalte videre, at hun ville gøre alt for at passe på kjolen, der bliver kaldt "den dyreste kjole i verden":
- Jeg er yderst respektfuld omkring kjolen, og for hvad den betyder for den amerikanske historie. Jeg vil ikke sidde i den eller spise med den på eller på andre måder risikere at skade den. Jeg har heller ikke make-up på kroppen, som jeg ellers normalt har.
Artiklen fortsætter under billedet...
Uanset hvor meget Kim Kardashian har forsøgt at undgå skader på kjolen, så tyder det altså på, at hun har fejlet.
Det er da også strømmet ind med kritik af hende på Twitter, hvor Pop Culture har delt før- og efterbillederne af kjolen.
- Kim skulle aldrig have haft lov til at bære den kjole. Det kan godt være, det var ment som en hyldest til Marilyn, men hun kunne bare have fået lave en ny kopi af kjolen. Nu er en tidsløs og ikonisk artefakt blevet ødelagt, skriver en bruger.
- Selvfølgelig ødelægger Kim et historisk stykke kunst, skriver en anden.
Page Six har forsøgt at få en kommentar fra Kim Kardashian og Ripley’s-museet "Believe It Or Not", der som nævnt udlånte kjolen til hende.
Ingen af parterne er dog vendt tilbage på mediets henvendelser, men museet har tidligere påstået, at der ikke var nogen skader på kjolen, da de fik den tilbage fra Kim Kardashian efter Met Gala.