Albert fra ”Tinka”: Drømmer om Bond
- My name is Bond, James Bond. Den sætning er mange skuespilleres store drøm, og det gælder også Albert Rosin Harson.
I TV 2s ”Tinka og Kongespillet” spiller Albert Tinkas gode menneskeven – en rolle han også spillede i ”Tinkas Juleeventyr” for nogle år siden. Og skuespil er et arbejde, som Albert elsker – og han har lært rigtig meget på de år, der er gået, siden han første gang spillede med i julekalenderen.
Foto: TV 2
Albert Rosin Harson og Josephine Højbjerg som Lasse og Tinka i julekalenderen.
– Jeg tror måske, jeg har fået en lidt bedre forståelse for, hvad der foregår på et filmset. Jeg er måske ikke lige så meget bare en glad dreng – altså det er er jeg stadig – men jeg har forstået, at det er et arbejde, at man også skal være seriøs, forklarer Albert Rosin Harson.
– Der har været en masse nye ansigter, og en masse gamle ansigter. Det har været godt at se alle igen – og få lov at spille sammen med Josephine (som spiller Tinka, red) igen. Vi har formået at skabe en slags familieglæde og et sammenhold, når vi har været ude og optage, så det har været rigtig fedt.
Det at arbejde som skuespiller, er absolut noget, Albert gerne vil blive ved med – og når det nu skal være, kan man lige så godt drømme rigtig stort og gå Daniel Craig i bedene.
– Jeg håber, at jeg få flere roller. Det vil jeg i hvert fald gerne … Og James Bond! Det kunne da være meget sejt ikke?, siger han og griner højt.
Foto: MEGA
Daniel Craig som James Bond.
Og han drømmer videre om fremtiden:
– Og at komme med i en film … det er meget store ambitioner det her … af Quentin Tarantino for eksempel. Ham er jeg rimelig vild med. Jeg synes, han har en rigtig fed forståelse for at lave film. Han er meget kreativ. Det kunne være fedt.