Albert Harson fuldstændig forelsket: - Han er bare helt perfekt
LÆS OGSÅ: Tre på stribe: Babyboom på den røde løber til Robert-prisen
Albert Harson og Jenna Bagge fik en tidlig julegave, da sønnen William kom til verden i starten af december.
Og livet som nybagt far er ikke til at klage over for den 22-årige skuespiller, der lørdag havde sneget sig væk fra babyboblen og ind til Robert-prisen ved Tivoli Hotel & Congress Center i København.
- Det er rigtig, rigtig dejligt. Det er meget eksotisk for mig at komme ud her til aften og "dresse up". Sådan her ser jeg ikke ud normalt.
- Det er bare en vild følelse at blive far. Lige pludselig er jeg blevet helt forelsket i den her lille dreng. Han er bare helt perfekt, og jeg elsker ham højere end noget andet, og det samme gør Jenna, min hustru. Så det er bare en kærlighedsboble, vi lever i, fortalte Albert Harson den fremmødte presse.
Kan I se nogle ting i ham, der minder om jer?
- Folk synes, han ligner mig mest. Jeg kan ikke så godt se det, men det synes mange, og det, tror jeg, irriterer Jenna en lille smule. Jeg synes også, han ligner Jenna. Selvom folk siger, at det hovedsagligt er mig, han ligner. Stakkels fyr, lød det fra skuespilleren med et smil.
Albert Harson mødte den 14 år ældre Jenna Bagge under "Vild med dans" tilbage i 2020, hvor de dansede sig hele vejen til en andenplads og ind i hinandens hjerter.
For blot et år senere stod de frem som kærester, og i sommer blev de mand og kone.
Se billeder fra Robert-prisen 2025 herunder.