Alex Nyborg Madsen fyret i DR: – Det er hårdt
Efter 38 år som journalist ved DR er det slut.
Den legendariske DR-vært Alex Nyborg Madsen er et af ofrene i dagens store fyringsrunde i DR.
Det skriver han i et opslag på sin private Facebook-profil og uddyber til SE og HØR.
– Lige nu er jeg ramt. Det er klart. Det er et langt kærlighedsforhold, der slutter, og det jo aldrig fedt at blive slået op med, siger han til SE og HØR.
Han fortæller dog, at han er afklaret med, hvordan det er endt.
– Jeg har haft en meget stærk fornemmelse af, at det var sådan, det ville ende den seneste uge, efter fyringsrunden blev offentliggjort. Jeg følte mig overbevist over, at jeg var en af dem, der stod på vippen, siger han.
Alex Nyborg Madsen fortæller, at han har stået ved sine holdninger i DR, og kæmpet for, at der også blev spillet musik, som ikke var på top 40-listerne og var blevet opdaget af alle andre. Det er også derfor, at han har haft en fornemmelse af, at han stod på vippen.
– Når man ser på de kampe, jeg har haft internt i huset med ledelsen og forsøgt at kæmpe for, at der også skulle være plads til noget andet end mainstream musik, så havde jeg en fornemmelse af, at der var nogen, der ville benytte lejligheden til at slippe af med en halvbesværlig, gammel medarbejder, griner han.
– Der kommer lige et par dage nu, hvor jeg skal slikke sårene. DR har været en del af min identitet i hele mit voksenliv. Jeg har været Alex Nyborg Madsen fra DR, siden jeg var 24 år. Nu skal jeg finde ud af, hvilken Alex Nyborg Madsen jeg skal være fremadrettet. Det skal være en, der kan betale huslejen, fortæller han.
Alex Nyborg Madsen delte den triste nyhed i et privat Facebook-opslag tidligere på dagen.
"Det er hårdt at skulle forlade et hus, der har væren en væsentlig del af mit voksne liv og vært at acceptere, at jeg ikke skulle kunne bidrage med noget fremadrettet," skriver han, mens han dog fastslår, at han stadig holder hovedet højt.
Og selv om han ikke længere kommer til at slå sine folder i Statsradiofonien, så vil han stadig holde af idéen om DR, selv om "jeg selvfølgelig ikke har helt så varme følelser for den nuværende ledelse," skriver han.
Han fortæller, at det har været en hård dag på DR, hvor han er gået forbi en del grædende kollegaer på vej ud.
"Jeg sender de kærligste tanker til alle andre, der har fået den svære besked i dag," skriver han.
40-45 af dem arbejder i afdelingen Kultur, Børn og Unge, der blandt andet står for radiokanalen P3, kultur- og debatstoffet på radiokanalen P1 samt programmerne "Debatten" og "Detektor".
Sidstnævnte skulle ifølge værten Adina Ren lukke helt efter fyringsrunden.