Kendte1. marts 2024

Alexandra og Felix frygter milliontab: Formuen er i fare

Alexandra og grev Felix har investeret millioner i Nicolai Peitersens forretning. Nu er han færdig som CEO i Wikifactory
Alexandra, 59, frygter for pengene, hun investerede i ekskærestens firma.
Alexandra, 59, frygter for pengene, hun investerede i ekskærestens firma.
 Foto: Thomas Laursen

LÆS OGSÅ: Grevinde Alexandra kryber frem fra sit skjul

Hun har for længst mistet kærligheden til ham.

Men nu frygter grevinde Alexandra, at hun også mister millioner i kølvandet på, at ekskæresten Nicolai Peitersen ikke længere er medlem af direktionen eller bestyrelsen i sit eget firma, Wikifactory.

Her investerede grevinde Alexandra i sin tid to millioner kroner i overbevisning om, at det ville være en god investering.

En investering, der var så god, at også grev Felix investerede en million kroner i firmaet, der er en social platform til udvikling og produktion af fysiske produkter.

Nicolai Peitersen kostede Alexandra et knust hjerte. Nu frygter hun flere konsekvenser i kølvandet på deres brud.
Nicolai Peitersen kostede Alexandra et knust hjerte. Nu frygter hun flere konsekvenser i kølvandet på deres brud.
 Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Selv om det er mere end et år siden, at Alexandra smed Nicolai Peitersen på den private port i kølvandet på afsløringen af, at hun ikke var den eneste kvinde i hans liv, så holdt hun den forretningsmæssige port åben.

Hun satsede stadig på, at firmaet ville blive en god forretning.

– Det gør hun, fordi hun tror, at det er en god investering, sagde Alex’ presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, dengang til SE og HØR.

Grev Felix har også investeret penge i firmaet, og har meget på spil.
Grev Felix har også investeret penge i firmaet, og har meget på spil.
 Foto: Mikael Rieck

Minus i selskabet

Men i sidste uge meddelte firmaet, at Peitersen er færdig som CEO, ligesom han heller ikke længere er i bestyrelsen.

Og det har ifølge SE og HØR's kilder fået Alexandra til at frygte, at det er et udtryk for, at firmaets tilstand ikke er så god.

Og tallene fra de to regnskaber, Wikifactory som samlet gruppe har aflagt til dato, taler da også deres egen historie. Og det er en gyser.

For de to år har samlet set givet et minus på lidt over 23,2 millioner kroner, hvilket betyder, at investorerne ikke kun skal have god tålmodighed – men også være med på, at forretningen kræver flere investorer, der dermed er med til at udhule de nuværende investorers andel af firmaet.

Hvad der ligger til grund for, at Peitersen stopper, ønsker han ikke at svare på. SE og HØR's mail til ham resulterede i et svar fra den nye direktør, en Madrid-baseret kvinde ved navn Christina Rebel, der i sit svar til SE og HØR blot henviser til pressemeddelelsen om direktørskiftet.

Her noteres det blot, at han er trådt tilbage og har stor tiltro til Christina, der var en af stifterne sammen med Peitersen.

SE og HØR bad den nye direktør om en kommentar til historien om, at Alexandra frygter for sin investering, men Rebel vendte ikke tilbage på henvendelsen.

Der er også store summer ude at svømme for Alexandra hos eksmanden, Martin Jørgensen. Hun kæmper for at få sine millioner tilbage, mens han gør alt for ikke at betale.
Der er også store summer ude at svømme for Alexandra hos eksmanden, Martin Jørgensen. Hun kæmper for at få sine millioner tilbage, mens han gør alt for ikke at betale.
 Foto: Mikael Rieck

Økonomiske konsekvenser

Hvis Wikifactory ender i seriøse problemer vil det selvfølgelig have en indflydelse på Alexandras økonomi, der også led et knæk, da eksmanden Martin Jørgensen snød hende for millioner og nu nægter at betale tilbage.

Hun har dog stadig tjent en masse penge på heldige ejendomshandler, ligesom hun i mange år havde en stabil økonomi som følge af sin apanage, som hun i dag har fraskrevet sig.

Men for Felix får det større konsekvenser, hvis hans millioninvestering smuldrer mellem hænderne på ham. Han har på nuværende tidspunkt i sit liv ikke de samme midler som sine forældre, og derfor vil tabet kunne mærkes hårdere.

Derfor krydser Alexandra i disse dage fingre for, at firmaet kan navigere gennem de turbulente farvande.

Først til juli forventes det seneste regnskab at lande i erhvervsstyrelsen.

Trekantsdrama

Alexandra smed Nicolai Peitersen ud af sit liv, da hun opdagede, at han så andre. Senere kunne SE og HØR afsløre, at han også var kæreste med smykkedesigneren Mai Manniche, mens han var sammen med Alexandra.

Peitersen fortalte gang på gang Mai, at det var af hensyn til forretningen, at han og Alexandra ikke kunne melde ud, at de var gået fra hinanden.

Noget tyder dog på, at Alexandra har et spinkelt håb om, at det måske kommer til at gå – rent økonomisk.

– Jeg har væsentligt mere tillid til den nye ledelse, siger grevinde Alexandra via sin presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen.

SE og HØR forsøgte at få både Peitersen og Rebels kommentar til denne artikel, men de vendte ikke tilbage inden deadline på de oplysninger, SE og HØR sendte til dem.

Sponsoreret indhold