Amalie Mathiassen afslører: Derfor blev hun forelsket i Per Christensen
LÆS OGSÅ: – Min krop var i chok
Per Christensen havde en kone, og han havde en kæreste.
Hverken konen, Amalie Mathiassen, eller kæresten anede, at der var to kvinder i den succesfulde 3F-fagboss' liv, før B.T. i januar 2022 afslørede dobbeltspillet.
To faste partnere, to steder at sove, to omgangskredse. Alt, man kender fra et normalt forhold, var dobbelt.
Den førnævnte ekskone, Amalie Mathiassen, har efter afsløringen skrevet en bog ved navn "Løgnen", hvor hun blandt andet fortalte, at hendes krop reagerede voldsomt på afsløringerne.
"Jeg mistede appetitten, tabte mig og kunne ikke sove," skriver hun blandt andet i bogen.
Nu er hun igen på banen for at fortælle yderligere om hendes forhold til manden med trang til dobbeltliv og bedrag.
Det gør hun i podcasten "112 for knuste hjerter" på Podimo beværtet af Maria Jencel.
Her fortæller hun blandt andet, hvad det var ved den succesfulde Per Christensen, der gjorde hende forelsket.
- Jeg synes, han så godt ud. Og jeg synes, han havde sådan en lækker udstråling. Han kunne sådan indtage et rum på en måde, jeg synes var meget fascinerende. Han har de her meget helt blå, flotte øjne. Og så blev jeg også ret hurtigt betaget af, at han virkede så dedikeret til sit arbejde.
- Og så... Og det er jo det, der er lidt ironisk, men det var virkelig det, jeg synes, han var så ordentligt. Altså han kæmpede fra morgen til aften for de her medlemmer i 3F. Og synes, det var det vigtigste i hele verden. Så jeg blev i virkeligheden meget hurtigt ret betaget af hans karisma, hans drive og den her ordentlighed.
Ordentligheden viste sig så at være et røgslør for den virkelige Per Christensen, som nød at bedrage og være utro.
Efter afsløringen mistede Per Christensen sit job som fagboss i 3F. En stilling, han sad i fra september 2013 til 25. januar 2022.
Helt væk kom han dog ikke fra fagforeningslivet. I dag er han nemlig ansat i selvsamme 3F som faglig medarbejder.