Amber Heard om Kate Moss’ vidneudsagn: Det ændrer ingenting
Den 36-årige Amber Heard valgte af relativt uvisse grunde pludseligt og ud af det blå at nævne supermodellen Kate Moss’ navn, da hun for få uger siden sad plantet i den varme stol under retssagen mellem hende og eksmanden, Johnny Depp.
Hendes håb var, at Moss ville kunne fortælle en historie om, hvordan Depp i sin tid skulle have skubbet hende ned ad trappen.
Alligevel var det en sejrsnæve, der blev set hævet hos Depps advokater, da Heard nævnte supermodellens navn.
Så da Moss onsdag blev indkaldt som vidne i sagen, var det med spænding, verden kunne se til. For ville hun bakke Heard op i sine udtalelser, eller ville hun en gang for alle vinde juryen over på Depps side?
– Han hverken skubbede mig, sparkede mig eller smed mig ned ad trappen, lød det stålfast fra modellen, da hun var med over en videoforbindelse.
Og med ét skød hun altså Amber Heards forklaring til side.
Artiklen fortsætter under billedet
Det lader dog alligevel ikke til at have slået skuespillerinden ud.
– Jeg ved, hvor mange mennesker der vil komme ud af busken bare for at støtte Johnny. Det er tydeligt at se i denne retssal, lød det fra hende, da hun endnu en gang fandt plads i vidneskranken torsdag.
– Alle der var omkring i den tid, de kendte til rygtet (om, at Kate Moss skulle være blevet skubbet ned ad trappen, red.). Jeg havde selv hørt det rygte fra flere. Så selvfølgelig var det det, der gik gennem mine tanker, da min voldelige mand ikke bare slog ud efter mig, men også efter min søster. Selvfølgelig var det det, jeg tænkte på, fortalte hun videre.
Amber slår videre fast, at hun ikke føler, Moss’ korte vidneudsagn ændrer meget for hende.
– Det ændrer ikke på, hvad jeg troede dengang, da vi stod ved trappen, og jeg troede, han ville slå mig og min søster ihjel ved at skubbe hende ned ad trappen.
Grædefærdig
Ifølge Heard har den langtrukne retssag mellem hende og eksmanden, der har sagsøgt Heard for bagvaskelse, resulteret i, at hun nu er færdig i branchen.
Det var med gråd i stemmen, hun kunne fortælle, at hun bliver “chikaneret, ydmyget og truet hver eneste dag”, og at de grove trusler kun er taget til.
– Det er forfærdeligt. Og smertefuldt. Johnny fortalte mig, at det var, hvad jeg fortjente. Men det gør jeg ikke. Folk glemmer, at jeg er et menneske. Det er ydmygende, kunne hun blandt andet fortælle.
Johnny Depp afviser fortsat alle Heards anklager om, at han skulle have været voldelig overfor hende, mens også en ekspert tidligere på ugen kunne slå fast, at billederne af Heard med mærker af slag i ansigtet er blevet modificeret.