Anders Lund Madsen afslører: - Konen gik bag min ryg
Det er aldrig sjovt, når alderen begynder at trykke.
Men når ens ægtefælle også synes, man er ved at være oppe i alderen, må det gøre ekstra nas.
Det er tilfældet for 59-årige Anders Lund Madsen.
Radio- og tv-værten er således blevet medlem af Ældre Sagen, men det er ikke med sin gode vilje, fortæller han til Ekstra Bladet.
Det var udsigten til gode rabatter, der var for fristende for Lund Madsen hustru Karin, 41.
- Det er, fordi hun er fra Jylland, og der stod i papirerne, at man kunne spare ti procent på forsikringerne, hvis man blev medlem. Den slags kan de ikke stå for i Jylland. Og da vi lige havde fået nyt hus og stod til at skulle have nye forsikringer, gik hun bag min ryg, fortæller han til avisen.
Han er nu, med egne ord, end af Bjarne Hastrups (medstifter og adm. Direktør i Ældre Sagen, red.) proselytter.
Selv om foreningen hedder Ældre Sagen, kan folk i alle aldre melde sig ind. Der var således ikke noget til hinder for, at Karin selv havde meldt sig ind i Ældre Sagen, så man kan næsten ikke tolke det som andet end et kærligt hint til gemalen ...
Milliongevinst
Det er ellers ikke penge, der mangler hjemme hos Anders Lund Madsen og hans havfrue.
For et par år siden solgte Madsen sit hjem gennem 25 år, og gevinsten ved salget var i den grad til at få øje på.
I 1995 betalte han 1.495.000 kr. for huset på Østerbro, som han efter et halvt år på markedet fik 15,8 millioner kr. for.