Anders Samuelsen reagerer på Johnny Madsens død: - Han var en ener
LÆS OGSÅ: Så syg var Johnny Madsen
Tidligere tirsdag kom det frem, at det danske rockikon og levemanden Johnny Madsen var gået bort mandag eftermiddag.
Siden da har flere kendte danskere reageret på hans død, herunder hans tætte ven gennem mange år Lars Lilholt.
Men nu reagerer en af Johnny Madsens andre venner også på hans død.
Det er nemlig Danmarks tidligere udenrigsminister og forhenværende formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen. Det gør han overfor SE og HØR:
- Johnny var i sandhed en ener. Helt sin egen. Han var et fyrtårn som jeg vil savne at snakke med, spille kort med, ryge med og dele et enkelt glas rom og cola med. Cola light som Johnny understregede.
- For almindelig Cola fedede ifølge ham for meget.
Ville stemme på ham
Anders Samuelsen og Johnny Madsen brugte mange gode stunder sammen gennem flere år og mødtes af flere omgange i festligt lag.
Ifølge Samuelsen begyndte hans forhold allerede til Madsen i 80'erne, da han begyndte at lytte til hans musik.
Men senere var det en særlig historie, som førte de to sammen, fortæller udenrigsministeren.
- Der var en der, senere fortalte mig, at Madsen altid gik rundt med en seddel i lommen med mit navn, for at han - hvis der blevet udskrevet valg, og han var for fuld, når han nåede stemmeboksen - ville kunne huske, hvem han skulle stemme på.
- Den historie er sikkert løgn - men det blev starten på mange herlige timer sammen, fortæller Samuelsen.
Elskede hans malerier
Tilbage i 2012 var Anders Samuelsen et smut forbi Fanø, hvor han købte en række af Johnny Madsens malerier.
Kunstudvalget på Christiansborg ville nemlig ikke finansiere, at Madsens kunst skulle pryde væggene på Tinge, og derfor måtte Samuelsen selv tage forbi Madsens galleri og betale for fem malerier.
Den tidligere LA-formand kunne nemlig godt lide rockikonets kunst.
- Billederne taler til mig, de kan sige noget forskelligt fra dag til dag. De er interessante og spændende, og derfor ville vi gerne have dem, sagde Samuelsen dengang ifølge B.T.