Kendte4. juni 2024 (opd. 10. juni 2024)

Andrea Elisabeth Rudolph blev forelsket i gift mand: Det var virkelig dårlig timing

Cremedronningen Andrea Elisabeth Rudolph mødte sin kommende eksmand, mens han var gift med en anden. Efterfølgende fulgte et langt forhold, der både bød på store opture og alvorlige nedture
Andrea Elisabeth Rudolph og Claus Møller Jakobsen skal skilles.
Andrea Elisabeth Rudolph og Claus Møller Jakobsen skal skilles.
 Foto: Jesper Sunesen

LÆS OGSÅ: Skal skilles efter otte års ægteskab

Kærlighed kan ramme som et lyn fra en klar himmel – og den kan også opstå både uventet og ganske ubelejligt.

Det var hvert fald tilfældet for cremedronning Andrea Elisabeth Rudolph, 47, og tidligere håndboldspiller Claus Møller Jakobsen, 47.

Parret, der nu skal skilles, mødte og forelskede sig nemlig i hinanden på et noget uheldigt tidspunkt i sommeren 2012: Claus havde nemlig allerede ring på ringeren og var gift.

Men kærlighed kan – som bekendt – ramme som et lyn.

– Jeg blev simpelthen så fascineret af ham, lige da jeg så ham. Og da vi talte sammen, kunne jeg se, at han åbnede sig og gav mig lov til at se helt ind bagved. Dér forelskede vi os, har Andrea tidligere fortalt i et interview med ALT for Damerne.

Hun beskriver sin nu kommende eksmand som ”ordentlig” – og derfor lod han sig da også skille med det samme.

– Claus er et ordentligt menneske, som, trods den dårlige timing, ikke ville trække det ud. For vores møde var dårlig timing, virkelig dårlig timing. Men man kan ikke selv bestemme, om man bliver forelsket, og vores kærlighed var ikke til at komme uden om. Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men jeg mødte en gift mand, og derfra gik det meget hurtigt, tilføjede Andrea i interviewet.

Kærligheden er stadig stor mellem parret, der nu går hver til sit.
Kærligheden er stadig stor mellem parret, der nu går hver til sit.
 Foto: Jesper Sunesen

Kærlighedslivet, der altså nåede at vare tolv år, var dog ikke uden bump på vejen. Lige efter parret forelskede sig i hinanden, blev Andrea ramt af en galoperende stress.

Forinden havde hun arbejdet nonstop med sin cremevirksomhed Rudolph Care, som hun havde skabt i 2006. Hun havde desuden brilleret i både 2007, 2008 og 2009 som vært på ”Vild med dans” – og hun måtte desuden lægge sag an på SE og HØR, som havde bragt topløse billeder af hende i ugebladet. Sagen vandt hun i højesteret efter knap fire års kamp.

– Endelig var jeg kommet ind på lavt vand, hvor jeg kunne bunde, og så kom stressen som en tsunami. Jeg græd rigtig meget, og jeg kunne ikke forstå det, for jeg var så forelsket i min kæreste, min datter var glad, jeg havde et godt forhold til hendes far, og butikken kørte. Men hver gang jeg nærmede mig Rudolph Care, fik jeg ondt i maven, og sådan havde jeg aldrig haft det før, fortalte Andrea i interviewet med ALT for Damerne.

Til sidst indså Andrea, at hun havde brug for at trække stikket. Hun blev væk fra kontoret i 114 dage. Tiden væk fra job gjorde kun forelskelsen i Claus større – og parret forseglede kærligheden, da de sagde ja til hinanden 2. januar 2016.

Det var samme dag, som parrets søn Alfred blev døbt. Parret fik siden også den i dag 6-årige Arthur sammen.

En søndag aften i januar 2021 tog livet som endnu en drejning for parret. Her opdagede Andrea en knude i sit ene bryst.

Det viste sig at være kræft – og herefter fulgte en længere periode med både operation og kemoterapi. Hun fik det voldsomt dårligt af kemobehandlingen og kastede meget op og måtte til sidst kaste håndklædet i ringen. Det var svært – faktisk umuligt – at passe arbejde eller hjem.

Heldigvis stod Claus klar til at gribe hende og tage over.

– Jeg måtte overgive mig til Claus, og det er godt, når jeg gør det. Han besidder en ro og har brede skuldre i mere end en forstand, fortalte Andrea sidenhen til ALT for Damerne.

Efter det intensive behandlingsforløb kunne Andrea og Claus ånde lettet op i september 2022. Her blev Andrea erklæret kræftfri.

Knap to år senere går parrets så hver til sit – men med både kærlig og respekt for hinanden og for dét, de har været igennem.

– Med kærlighed til hinanden og til vores fælles historie har vi i fællesskab besluttet, at vores vej som ægtefolk ender her, skriver de og fortsætter.

– Vi skilles som gode venner og fokuserer nu al vores energi på at støtte vores børn igennem en svær tid som den gode familie, vi fortsat vil være sammen.

Sponsoreret indhold