Kendte25. september 2021

Andrea Elisabeth Rudolph i tårer over “verdens bedste nyhed”: - Jeg er kræftfri

I en story på Instagram fortæller en lettet og overvældet Andrea, at hun nu er ude på den anden side af kemo og operation. Og at lægerne ikke kan finde rester af hendes bryst- og lymfekræft længere
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190729_hjp8548.jpg
 Foto: Hanne Juul

Egentlig var det en besked direkte til veninden i Norge, som Andrea Elisabeth Rudolph lavede på sin luftetur med hunden Charlie lørdag morgen.

Men så røg de fantastiske nyheder ud til hele hendes 164.000 følgere store skare, der kigger med på de sociale medier.

Den 45-årige”Rudolph Care”-iværksætter er ét stort smil, da hun leverer de livsændrende nyheder.

- Jeg har verdens bedste nyhed, jeg lige vil dele med dig. Uh, nu bliver jeg rørt. Men jeg er simpelthen blevet erklæret kræftfri.

Får det bedre

- Det skete faktisk allerede i torsdag. Jeg fik besked først af kirurgen og så af min onkolog, lyder det fra Andrea, der får tårer i øjnene, mens hun fortæller.

- Det er svært at forstå. Det er fuldstændigt fantastisk, og jeg er overvældet over det. Det er så vildt. Og det er dejligt at mærke, at jeg samtidigt får det bedre.

Midt i januar opdagede den tidligere ”Vild med dans”-vært, at hun havde nogle vindrueagtige klaser under den ene arm. Hun kunne hos lægen allerede fornemme, at der var noget galt.

Ingen rester

Siden har hun delt gavmildt ud af sine tanker og følelser undervejs i den skrappe behandling – hendes mange intagramfølgere har været med i alt fra hårde dage med kemo og kvalme til de gode med overskud og bedring.

Selv beskrev hun opbakningen fra befolkning og følgere som en følelse af at være ”marineret i kærlighed”. Og nu er hun altså kommet ud på den anden side.

- De har simpelthen ikke kunne finde nogle rester efter min operation, altså de har kigget på mine lymfer, brugt 14 dage på at analysere dem, og de finder ingen mikrometastaser. Ingenting. Det er fuldstændigt fantastisk. Så ikke mere kemo til mig, men til gengæld skal jeg starte stråling snart, fortæller hun i sin story.

Nu er det meningen, at Rudolph skal modtage tre gange stråling i stedet for de oprindelige fem omgange. Og så skal hun ellers finde ud af, hvordan man lige fejrer sådan en nyhed bedst.

Sponsoreret indhold