Andrea Rudolphs cremebutik holder skansen
Andrea Elisabeth Rudolph er for tredje år i træk ramt af et fald i indtjeningen i creme-imperiet Rudolph Care A/S.
En indtjening på næsten 21 mio. kr. i 2024 kunne kun lige dække lønnen til firmaets omkring 28 fuldtidsansatte medarbejdere.
Godt 19 mio. kr. fik de udbetalt i løn og pension.
Bruttofortjenesten faldt med 10 procent i forhold til 2023.
Rudolph Care redder akkurat skindet takket være finansielle indtægter på et par millioner kroner.
Efter skat lander overskuddet på 2.247.360 kr.
Det er 36 procent mindre end i 2023, hvor overskuddet var 3.519.672 kr.
Der er dog langt op til de gyldne overskud på mellem ti og 14 mio. kr. efter skat, som blev opnået i perioden fra 2018 til 2021.
Den 48-årige tidligere tv- og radiovært Andrea Elisabeth Rudolph ejer knap 90 procent af Rudolph Care, som trods det beskedne overskud har besluttet at udlodde et udbytte på 3,5 mio. kr., hvilket er uændret i forhold til sidste år.
Efter udbetaling af udbytte er formuen i Rudolph Care stadig på den glade side af 40 mio. kr.