Andreas Jessen presset over lejlighedsprojekt: På grådens rand

Han kan er ikke kun skuespiller, han er også en gedigen gør det selv-mand.
Andreas Jessen skød året i gang med at sælge sin totalrenoverede lejlighed på Frederiksberg og købe et nyt renoveringsprojekt på Vesterbro.
Forleden gav han en status på istandsættelsen, da SE og HØR mødte ham til premieren på "Hele vejen" i Imperial i København.
- Det går godt, men det er stadiet, hvor man nogle gange har lyst til at sætte sig ned og græde, fordi alt er kaotisk lige nu. Alt skal laves, og det er først nu, vi går i gang med at bygge op, fortalte han på den røde løber.
Selv om hænderne er skruet særdeles godt på, får han lidt hjælp af faglærte kræfter til særlige opgaver.
- Jeg laver en masse tømmerarbejde selv, men jeg har elektrikere, VVS'er og murer på andre ting. Jeg laver også lidt murearbejde, men hvis der er et badeværelse, der skal laves, så overlader jeg det til de professionelle.
På Instagram har ”Alfa”-stjernen delt første fase af den møjsommelige proces: nedrivningen.
Og det er ikke meget, der har fået lov at overleve. Det meste er slet og ret blevet brækket op og revet ned i det godt 120 kvadratmeter.

Nu er han imidlertid nået til det punkt, hvor han så småt er gået i gang med at bygge op igen, og han regner stærkt med at kunne flytte ind igen om tre måneder.
- Jeg har forberedt den lille familie på, at det kan være, vi ikke har et køkken i starten, men vi har et badeværelse og et gulv.
Andreas danner par med modellen Cecilie Heide, hvis navn dog ikke optræder på skødet til lejligheden.
Ikke desto mindre giver hun sit besyv med, når farven på køkkenet eksempelvis skal besluttes.
Andreas tjente 2.750.000 kroner på salget af Frederiksberg-lejligheden og har betalt 6.975.000 kroner for sit nye domicil.
Frederiksberg-lejligheden fik også en ordentlig overhaling. Selv om det er hårdt arbejde, der somme tider er ved at tage pippet på skuespilleren, så nyder han dog at shine et nyt hjem op.
- Jeg kan godt lide, at man kan se et fremskridt - og det gør jeg ved at bygge noget, fortalte han til SE og HØR i 2022.