Kendte22. december 2022

Andreas Odbjerg skyder igen efter hage-kritik: - Jeg kan ikke gøre for det

I en opsigtsvækkende fejde på grænsen mellem fiktion og virkelighed tørner ordsmeden Andreas Objerg og seniorkorrespondenten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm nu sammen
En vaskeægte kendiskonflikt omhandlende Andreas Odbjergs hage er brudt ud
En vaskeægte kendiskonflikt omhandlende Andreas Odbjergs hage er brudt ud
 Foto: Helle Arensbak, Liselotte Sabroe /Ritzau Scanpix

En potentiel storkonflikt mellem to prominente danske personligheder er brudt ud – tilsyneladende antændt af en række bidende bemærkninger i programmet ”Den korte r8Dioavis”, hvor den satiriske figur Kirsten Birgit blandt andet omtalte 35-årige Andreas Odbjergs hage på knap så flatterende vis.

Indslaget i den daglige ”nyhedsudsendelse” har nu fået den populære popmusiker til at svare igen med et billede på sine sociale medier. Og her lyder det fra Odbjerg, som om han ikke ligefrem klukkede af grin, da han blev gjort opmærksom på Kirsten Birgits analyse af hans ansigtstræk.

– Jeg har fået en ny fetish for masker, efter @denkortekirsten udtalte, at jeg har en på grænsen til retarderet fed hage. Hun har da selv en fed hage, og jeg kan ikke gør for, at det bare er der, jeg tager mest på, skriver den storhittende sanger, der i opslaget har tilføjet en dragemaske over ansigtet.

Andreas Odbjerg slutter sit opslag med på ”Game of Thrones”-refererende vis at spy drageild mod radiostjernen, der altså nu slår sine folder på den landsdækkende taleradio R8dio, der er funderet i det fiktive Skuldborg.

– Kærlighed til alle slags hager og kroppe – I kan kun lidt gøre for, I ser ud, som I gør, skriver ”Stor mand”-musikeren.

- Kærlighed til alle slags hager, lyder budskabet fra Andreas Odbjerg, der her optræder i forbindelse med "X Factor"-finalen i april. 
- Kærlighed til alle slags hager, lyder budskabet fra Andreas Odbjerg, der her optræder i forbindelse med "X Factor"-finalen i april.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det var i fredagens afsnit af ”Den korte r8Dioavis”, at den flabede seniorkorrespondent fik indflettet følgende, da snakken faldt på Andreas Odbjerg.

– Det er ham den lille gnalling, eller hvad han er, starter radiofiguren, som komikeren Frederik Cilius står bag.

Jeg kan godt lide ham, selvom han har en vigende hage.

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm om Andreas Odbjerg

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fortsætter:

– Jeg er faktisk meget glad for ham, jeg synes, han er en dygtig popkunstner. Det synes jeg faktisk, han er. Jeg kan godt lide ham, selvom han har en vigende hage. Det er jo i frenologiske termer et afvigende karaktertræk, der gemmer sig i en vigende hage. Ligner en lille skildpadde.

Dog kan den anskudte popdreng varme sig ved, at hans forlovede Sabrina Ferguen trods alt er vild med udformningen af hans kranie. Sikke et held.

– Jeg elsker din fede hage, skriver kæresten under hans billede på Instagram.

Efter en overordentlig hektisk sommer, der har involveret spillejobs på stort set samtlige festivaler, har Andreas Odbjerg planer om at holde fri helt frem til marts - og i øvrigt gå en masse til psykolog. Blandt andet for at fatte, hvor vildt og travlt et 2022 han har haft.

Sponsoreret indhold