Anmeldelse: Vi har ventet og ventet på Rihanna, men på Super Bowl-scenen gav hun os blot en tone-i-tone-optræden

Hun startede inde. Og sluttede inde.

Der var ingen entréer eller halsbrækkende exits for den 34-årige sensation Rihanna, der natten til mandag stod for pauseunderholdningen ved NFL’s Super Bowl.

En verdensstjerne, som før sin kroning og indskrivning i rækken af halftime-optrædende, næsten har været ved at miste netop denne titel. Om ikke andet er den blegnet gevaldigt.

For det er syv år siden, hun sidst har stået på en scene. Da Robyn Rihanna Fenty udgav et album senest, var Barack Obama præsident, Storbritannien var stadig en del af EU, og det tætteste vi kom en pandemisk trussel, var den frygtede Zikavirus.

Siden det skelsættende ”ANTI” har hendes fans bare ventet. Og ventet. Ventetiden var så lang, at rygter om et reggae-album opstod, og hendes fans uudtømmelige tålmodighed cementerede sig til en stående joke.

Blandt andet derfor har forventningerne op til Rihannas show mellem første og anden halvleg i Arizona også været til at føle på. Og så stod hun der. Men det var egentlig også det, hun gjorde det meste af tiden.

Hun stod der bare.

Det var de mægtigt påklædte dansere, der trak det koreografiske læs på scenen. Men det gjorde de til gengæld også til topkarakterer.

Mens platformscenerne stod for det vertikale udtryk, sørgede danserne for at grønsværen var i fuld bevægelse på flere niveauer, mens rødklædte Rihanna stod stille – og leverede hits.

Det slutter med en stille sang

Med hendes altoverskyggende fravær i musikbilledet gennem de seneste mange år er vi næsten tilbøjelige til at glemme hele den rad af storhittende fuldtræffere, som hun har skænket siden den spæde start med ”Pon de Replay” i 2003.

Søndag nat var Rihannas gennemgang af de største af dem dog forudsigelig – startende med ”Bitch better have my money”, som sangerinden fra Barbados altså heller ikke kunne have udeladt uden at få ørerne i maskinen.

Herefter fulgte klubnumre som ”Where have you been”, ”Only Girl (in the world)”, “We found love” og “Rude Boy”. Det hele lød som et mixtape, man kan finde på soundcloud.

Og internetvittighederne op til showet, der indikerede at Rihannas hold af trænere og managere har haft besvær med at skubbe hende til Super Bowl-prøverne, havde nu en underlig honorerende bismag.

Senere bevægede hun sig over i de mere stille dele af sit repetoire - ganske som havde hun fulgt en opskrift - og var man ikke allerede træt her klokken 2.30 dansk tid, så blev man det nu.

Håbede til det sidste

Ret skal være ret. Rihanna lovede os ganske vist ingen overraskelser op til nattens store event. Så på den måde, indfriede hun sit løfte.

Hun annoncerede ingen gæsteoptrædener. Jo, en enkelt. Som skulle vise sig at være ligeså cute som første gang hun og Asap Rocky bekendtgjorde deres søde hemmelighed med et bar-mave-billede fra et vinterkoldt New York.

Men som også er lidt af en mavepuster til de fans, der ikke ønsker yderligere sminke eller småfolk, men som bare gerne vil have det album. Reggae eller ej.

Her slap overraskelserne som bekendt op. Og selv da vi til det sidste håbede, at instrumenterne i baggrunden var sat op for at få oplagte navne som Drake, Jay-Z eller Beyoncé til at kigge forbi i en feauture, forblev det ved ønsketænkningen.

Sidstnævnte kunne ellers oplagt stikke næsen forbi eventuelt for at markere, at hun for nøjagtigt ti år siden gav os et af de absolut bedste halftime-shows nogensinde.

Desværre er Rihannas indtræden i Super Bowl-historien blandt andet derfor en forglemmelig oplevelse.

Ikke værd at stå op for

Det plejer at være en god indikator, når internettet griber små mere eller mindre intentionelle referencepunkter – som når The Weekend i 2021 farer vild i et spejlkabinet, Lady Gaga tager springet eller Kate Perrys venstre haj blev et verdensomspændende samtaleemne. Heller ikke her lader det til, at Rihannas performance levede op.

Som et lille lyspunkt på falderebet gav Rihanna os ”Diamonds”, mens hun lod sig hejse længere og længere op over publikum på føromtalte platform. Men vi måtte undvære hendes absolut mest vellykkede soulballade ”Love on the brain”, hvilket kan betegnes som den største skuffelse, siden hun spiste vores glubende hitappetit af med ”Lift me up”.

Det kunne have været så godt. Og så var det faktisk bare en flad og farveløs fornemmelse at sætte vækkeuret for at opleve Rihanna. 2/6 stjerner.