Anna Thygesen om Diez' reaktion på plagiatsag: - Det er for hårdt og arrogant
Læs også: Katherine Diez indrømmer plagiat: - Jeg har været en idiot
Efter flere dages radiotavshed har den tidligere litteraturanmelder på Berlingske Katherine Diez sat ord på den plagiatsag, der de seneste dage har fyldt i medierne.
Ifølge kommunikationsrådgiver i WeDoCommunication Anna Thygesen var det ved at være tid for Katherine Diez at melde sig på banen i debatten, efter det er blevet afsløret, at hun har plagieret flere af de tekster, hun har delt.
- At der er gået så lang tid, før hun reagerer, skjuler hun ved at skrive så lang en tekst, siger Anna Thygesen, da SE og HØR ringer for at få en kommentar til det lange opslag.
Selv havde kommunikationsrådgiveren løst kommunikationen anderledes.
- Der er mange af de ting, hun har skrevet, jeg ikke ville have gjort. Det er for hårdt og lidt for arrogant, lyder det kontant fra Anna Thygesen.
Blandt andet forstår hun ikke flere af de ting Katherine Diez skriver.
- Sætningen, hvor hun skriver ”Jeg vil først og fremmest understrege, at jeg har den største respekt for andre forfatteres værker, og jeg har aldrig haft ønske om at plagiere nogens tekster”, forstår jeg simpelthen ikke.
- Det er jo det, hun har gjort. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at hun forsøger at gøre det til en ubevidst handling. Hun laver det om. Hun prøver at undgå ordet plagiering og forsøger at sige, at det ikke er det, hun har gjort, men det er det.
Ifølge Anna Thygesen bruger Diez et specielt greb i sit opslag, hvor hun taler direkte til sine følgere, og det lader til at virke, for flere følgere bakker op om hendes beklagelse.
- Der er nogle, der siger, at hun ikke har fortjent det. Hun lykkes jo med, at åbenheden kan give hende forståelse og medlidenhed, men hun trækker offerkortet, og det virker også på dem, der er skeptiske, der nu vil sige, at hun i det mindste er inde og omtale det nu og ikke skjuler sig.
Men ifølge kommunikationsrådgiveren glemmer hun en vigtig part i den her sag.
- Hvad med virksomhederne, hvor hun har fucket op? Det virker jo ikke så alvorligt, når hun ”blot” har plagieret overfor Instagram-følgerne.
Elle fjerner Katherine Diez' arbejde fra hjemmeside
Katherine Diez har allerede mistet flere samarbejdspartnere, ligesom at Berlingske har meldt ud, at man vil igangsætte en undersøgelse af den tidligere litteraturanmelder om klummeskribents tekster i avisen.
Den manglende fokus på virksomhederne kan få konsekvenser, mener Anna Thygesen.
- Der er jo ikke nogen, der kan eller skal udelukkes for evigt, men hendes problem er, at du ikke kan leve af at skrive intellektuelle opslag på Instagram. De samarbejdspartnere, hun har haft, kan have svært ved at stole på hende efter det her. Nu skal hun vise dem, hvad hun selv kan.