Kendte23. februar 2021

Annette Heick: Fed løn trods corona

Selv om underholdningsbranchen sidste år var hårdt ramt af corona-restriktioner, så hev Annette Heick en monsterløn hjem hver måned.
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/sd-721371.jpg
 (Foto: Aller Media)

Selv om mange scenekunstnere klager over, at deres levebrød på grund af corona er truet, så er der også lyspunkter - eksempelvis Annette Heick.

Det er lykkes den 49-årige sangerinde, entertainer, tv-vært og meget mere at skabe sig en rigtig fornuftig indtægt i et år, hvor underholdningsbranchen har holdt for rødt, fordi en virus for et års tid siden begyndte at turnere verden rundt.

I årsregnskabet for Heick anpartsselskab A-NET fremgår det, at indtjeningen i 2020 var højere end i 2019, nemlig 1.177.517 kr. svarende til knap 100.000 kr. om måneden.

Annette Heick, som er eneste ansatte i selskabet, hævede godt 68.000 kr. om måneden i løn. Året var så godt økonomisk, at der desuden blev åbnet for den hane, der hedder udbytte. Ad den kanal tilfalder der Heick et udbytte på 113.000 kr.

Udover at tjene penge på scenekunst, så er A-NET medejer af Heick-familiens bornholmske madtempel RÅ, som afslutter 2020 med et beskedent underskud på mindre end 13.000 kr.

Formuen? Jamen formuen i Annette Heicks firma A-NET steg i året, hvor verden blev ramt af Corona-feber. Mere præcist fra 1.870.036 kr. i 2019 til 2.137.200 kr. i 2020.

Sponsoreret indhold